Teologinet - kirke, kristendom, teologi, bøger, nyheder

Anmeldelse af Svend Løbners bog "Kristus i verdensreligionerne" af Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.

I faste- og påsketiden er Grundtvigs salme Hil dig frelser og forsoner den absolutte topscorer i danske kirker. Året rundt er det mest brugte enkeltvers formentlig denne salmes vers 7: Du, som har dig selv mig givet, der slutter med bønnen om at Jesus ”i mine tanker” må være ”den dybe sammenhæng”.

Måske udgør Jesus-figuren ikke blot den dybe sammenhæng i kristnes bønner og tanker, men i alle menneskers liv og grundlæggende idealer, fordi alle er skabt ved og til Jesus Kristus? I det mindste kan det jo være, at der kan findes nogle fælles Jesus-principper, som verdensreligionerne, der jo – forbavsende nok – alle taler smukt om Jesus, er præget af.

Journalisten og frikirkepræsten Svend Løbner Madsen mener med gode grunde, at der er tre grundprincipper i kristendommens Jesus-figur: inkarnationen, at Gud bliver menneske, lidelsen, at den inkarnerede Gud solidariserer sig med mennesket indtil døden, og opstandelsen, at Gud overvinder døden.

I bogen demonstrerer han, at der findes, hvad han kalder ”skygger”, der reflekterer disse principper, i såvel jødedom og islam som hinduisme – foruden i megen ikke ikke-religiøs bestemt nutidskultur. Nogle steder er der tale om en historisk forbindelse, andre steder om en strukturlighed eller tankefigurer, der bøjer sig mod hinanden.

Som kristen kan man heroverfor vælge at skærpe sin forståelse af Jesus Kristus for at fastslå, at vi er ikke som de andre. Men man kan også glæde sig over alt det fælles i den positive holdning til Jesusfiguren, som kan findes både eksplicit og implicit i verdensreligionerne.

Bogen er drevet af den sidste holdning, fordi forfatteren brænder både for samtalen om Jesustroen og for integration. I begge henseender er Jesusfiguren en vigtig brobygger, også i Danmark, hvis mennesker ellers vil vedstå sig deres forbindelse til Jesusfigurens grundprincipper, sådan som de også kan findes bag dansk kulturkristendom.

Bogen bringer mange slags materialer i spil, men bygger særligt på forfatterens læsning af grundskrifter fra verdensreligionerne og interviews med centrale repræsentanter for dem. Han argumenterer godt for, at det er Jesusfiguren, der gør forskellen, når mennesker, ofte med store omkostninger, vender sig mod kristendommen, og tilsvarende for, at integrationen ville få bedre kår i Danmark, hvis Kristustroen, som trods alt er Lutherdommens hovedsag, fik lov til at træde tydeligere frem i kirke og samfund, hvor mennesker ofte har travlt med alt mulig andet.

Bogens arbejdsmetode er klar nok, når den opsporer skyggerne af Jesusprincipperne både her og der. Det samme gælder dens kristne engagement.

En religionshistoriker ville mange steder korse over dens naive tro på de gode sammenhænge i og mellem religionerne. Ikke desto mindre kan forfatteren have mere ret end som så, når han fremhæver Jesusfiguren, som en bro i et splittet landskab med tilsyneladende modsatrettede religioner. Tiden tror jo på x-faktorer, selv om det ofte er uudgrundeligt, hvad der skal til.

Jesusfiguren er på én gang uudgrundelig og uudtømmelig og en ret god alternativ x-faktor. Den er engageret og engagerende. Den vil noget. Og så virker den!

Det er længe siden, det er blevet sagt så tydeligt og entusiastisk her midt i det (selv)tilfredse Danmark, hvor vi har travlt med alle mulige andre faktorer.

www.sondagmorgen.dk

< Forrige		Næste >