Teologinet - kirke, kristendom, teologi, bøger, nyheder

Løgn fordres der hvor omstændighederne umuliggør friheden. En non-religiøs i Pakistan, Saudi Arabia eller Indonesia ville gøre omstændighederne meget besværlige, ja du ville måske ikke engang kunne få noget arbejde hvis du sagde din egen mening om sharialovgivningen, Muhammed og sandheden om Gudernes verden. En non-religiøs i et kristent samfund må også gå med åg, det han ser er alt bygget på løgne men menneskene ved det ikke, oratorikere fremstår i deres pragt og fortæller om sandhedens oprindelse og mål selvom de aldrig har lært sandheden at kende, dette er for den non-religiøse den ultimative bullshitter*, men det er meget forskelligt hvordan den non-religiøse forholder sig til det ultimative bullshit. Der findes ved siden af sandhedssigeren flere non-religiøse bullshittere ide de af forskellige årsager aldrig siger sandheden.

Den pietisk-pragmatiske bullshitter fokuserer udelukkende på det nytteetiske og følelsesmæssige, de glemmer det irrationelle og fokuserer udelukkende på det som kan bruges. Umiddelbart kan religion bruges ifølge ugeskrift for læger der gør undersøgelser af kræftpatienters religiøsitet under sygdomsforholdet. Umiddelbart ville det at kræve af mennesker, at de i dyb nød ikke havde noget håb om genrejsning (krig, sygdom, hungersnød, naturkatastrofer), synes meget koldt og ondt. Sjælen og efterlivet er jo heller ikke så farligt, hvad gør det at nogle har brug for denne irrationalisme for at kunne gennemleve er liv fuldt af ondskab, korrupte regeringer, kontinuerlige sygdomsforløb og naturkatastrofer? Det handler jo udelukkende om menneskelige følelser på dette punkt, mennesker har brug for at føle sig elskede (Russell), føle tryghed i det uforståelige. Også det lille barn som efter at lyset er slukket bliver bange for monsteret under sengen, der bliver bamsen trygheden eller Gud. Denne dualisme synes heller ikke så unaturlig ifølge flere forskere i psykologi, Olivera Petrovic sagde endog så markant at alle børn har en tro på Gud, ja helt ned til 4 år gamle børn. Hvis det virkelig er sådan at dualismen efter den Lockeanske "blank state" efter udviklingen af logisk abstraktion, udvikler sådan en platonisme, så vil det modsatte jo på en eller anden måde være en undertrykkelse af den spontane udvikling. Hvad når man møder en fortidig alkaholier som har fundet den ultimative sandhed i religionen og føler sig frelst fra sin fortidige afhængighed? Skal man se deontologisk eller pragmatisk på situationen? Sige: det er noget forfærdeligt vrøvl sum de lærer dig i den menighed eller ja det glæder mig at du har det godt?

Den nietzsceanske bullshitter ser ingen mening overhovedet i tankemæssig produktion, de er alt relative usandheder når det kommer til stykket, man skal helst holde sig langt væk fra videnskab og religion og sådan noget, helst heller ikke politik, socialkonstruktionerne isolerer individerne i forskellige foreninger med doktriner som fællesnævnere, efter en tid klarer de ikke at tænke klart, helt udenfor doktrinen, partiprogrammet, evolutionsteorien. De fokuserer for meget på tankemæssig tryghed og mindre på at man blot skal være optaget med et eller andet så at man ikke keder sig, da er musik, kunst, bonderi, fiskeri og andre lignende optagetheder mindre belastende for tanken end de der kollektive vidensystemer, man bevæger sig mere og står egentlig som den mest objektive personlighed på kloden idet denne står udenfor the box og betragter foreningerne, ja egentlig ligesom en Gud hvis sådan en eksisterede. Dette ville jeg kalde den Nietzcheanske bullshitter idet heller ikke Nietzsche mente at videnskab eller religion (Apollon) skulle stå over det dionysiske ideal, at det tankemæssige skulle stå over det aestetiske. Set udfra det deontologiske perspektiv er dette en bullshitter idet denne ignorerer alt som hedder "såkaldte" sandheder og lever sit eget liv i langtbortistantsia (psykologisk), ja egentlig behøves man ikke at tage stilling til noget af det der hjernemæssige vrøvl, man klarer sig fint uden.

Den dubitative bullhitter som hele livet igennem ikke kan tage stilling pga. psykologisk ustabilitet, de har ikke den mandschauvinistiske, alfahanniske elle egoistiske drive som skal til for at tale sandheden, de har en mistanke: tja, det er nok således og ikke således, tja måske er det ikke helt rigtigt..., men altid med en ledsætning som lyder: nej jeg skal ikke gøre mig klog på det. Ja, tad ville være forfærdeligt hvis et menneske gjorde sig klog på noget og kom til at såre den andens følelser og sådan noget. Men denne bullshitter skal ikke sammenblandes med den pragmatiske og nytteetiske bullshitter, denne er en jantebullshitter, vedkommende har ligesom denne uskyldigheder oversig, barnslighed, selvom personen er rimelig fornuftig og har universitetsuddannelse så bliver det altid det jantemoralistiske som styrer fornuften og ikke det logiske, ikke det aestetiske og ikke det pragmatiske.

Sandhedssigeren er den eneste der efterlever logismens deontologisme, denne giver de andre i non-religiøs-hierarkiet ordene bullshittere idet de udfra hans synspunkt bedrager sandheden pga. pietiske, relativistiske eller dubitative årsager. For dem alle er den ultimative bullshitter den som fortæller mennesker om sandheden med stor selvtillid selvom denne aldrig har set sandheden men de forholder sig vidt forskelligt til uvidenhedens løgner, de lyver af pietiske årsager, relativistiske og jantemoralistiske årsager, den eneste som egentlig siger noget er sandhedssigerne.

*Inspireret af Fernando Savater, det Evige Liv (2008)

Theologare necesse est, religare non est synes jeg afspejler denne problematik bedre end det oldromerske ordsprog, det er nødvendigt at sejle og ikke at leve, det er jo spørgsmålet om hvorvidt det er nødvendigt med to forskellige religionsuddannelser som egentlig beskæftiger sig med det samme, nemlig teologi og religionsvidenskab. Når teologi beskæftiger sig med kristendomshistorie kommer den i strid med det som i folkeskolerne blev forandret fra kristendomsundervisning til religionsundervisning, man vil stadig fastholde kristendommens forrang i undervisningssystemet selvom man har en polyreligiøs kultur: hvad skal muslimer, buddister, hari krishna, hinduister og blot religionsinteresserede gøre på det teologiske fakultet? Nej sådan en struktur virker kulturekskluderende, dette er den kristne skole, en arv fra middelalderlig skolastik, den konfessionelle tidsalder, take it or leave it, nu forlader de fleste det. Jeg synes at en anden årsag (ved siden af den kulturekskluderende/diskriminerende årsag) er de manglende muligheder som man har bagefter, nu handler det jo om religionsfag og ikke kristendomsfag længere, med dette fag kan du blive ansat i folkekirken, i en karismatisk menighed, i indre mission eller på universitetet for at studere mere "kristendomshistorie". For dem som ingen interesse har for ovenstående muligheder, dem som jeg vil kalde "det refleksive menneske", disse sidder tilsidst egentlig kun med en privat uddannelse som har taget dem normalt 6-7 ár, skal den kunne bruges så må den suppleres med religionsvidenskabelige fag. Det synes som at uddannelsen er en achilleus hæl for det sækularistiske menneske som med sin refleksivitet ønsker stor bredde i sin søgen efter viden om religion, efter en hel uddannelse finder dette menneske ud af, at det intet ved om religion, kun noget om det som forskellige kristne mennesker sagde, man forskede jo ikke i kristendommen videnskabeligt, men lærte at læse originalsprogene for dernæst at læse originalteksterne (gt og nt) for det meste ( egentlig meget lig en quran skole). Man læser f.eks. ikke Mircea Eliad: the Sacred and the Profane og alle klassikerne indenfor religionsteorierne. Videnskabeligt ville betyde at man forsøgte udfra naturvidenskaben, evolutionsteorien at se på henv. fordele eller vanskeligheder ved religion, hvad er dens hensigt, er den en hindring eller hjælp på den evolutionsmekanistiske proces? Før var det psykologer og religionskritikere som sagde at religion var et mentalt fænomen, i dag arbejder kognitionsforskningen videre på den psykologiske religionsforklaring. Er nyfødte børn religiøse eller ikke religiøse, hvad siger videnskaben? Også burde man studere religionens oprindelse ved at studere 30000 år gamle hulemalerier. Også forholdet mellem mennesketypologier og interesseområder, det at nogle mennesker synes at have et indbygget platongen der har så stor interesse for himmelen og dens mystiske fænomener. Andre har kun interesse for det aristoteliske, naturen osv., andre er aestetiske, det handler om kunst, musik elle det enkle liv på landet. Den politiske personlighed har interesse for administration og ledelse, til sidst sidder fritænkeren, den egentlige filosof og reflekterer over alle disse folketyper og interesser, han tænker om ikke folketyper og interesseområder ikke følges ad, er det ikke kognitionsbestemt, en neurotisk konstruktion som gør at nogle er åbne overfor religion og andre ikke? hvordan kan det være at nogle meget intellektuelle kan være meget religiøse når religionsforklaringen fortæller at den egentlig er et meget irrationelt historiefænomen? Jeg har store vanskeligheder ved at se det fornuftige i at man i et pluralistisk samfund har en uddannelse som kun beskæftiger sig med en religion, det var noget andet hvis skolen var støttet af kirkemedlemmer og ikke af staten, ved at anerkende sådan en skole diskriminerer man alle andre religioner i samfundet, man kritiserer taliban og muslimske radikalister og deres quran skoler selvom man har det samme i Danmark blot i en anden skikkelse.

religare necesse est, theologare non est!

https://betaling.information.dk/23237
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/268484:Kirke---tro--Staten-diskriminerer-ikke-trossamfund

Antony Flew har bevæget sig fra at være ateist til deist. I bogen "there is a God" kunne man se hvad det var som havde overbevidst ham om, at vi med høj sandsynlighed ikke var alene i universet. Men Flew har også flere gange været under anklage fra Richard Dawkins og andre, som har peget på, at bogen "there is a God" mere var et værk af medforfatteren, Roy Varghese end en bog af Antony Flew. Dette har Flew sidenhen benægtet at det skulle være, han skrev bl.a:

"My name is on the book and it represents exactly my opinions." ... "That is my book and it represents my thinking.” (se link).

Nedenfor kommer Flew bl.a. med en kritik af the God Delusion

Professor Antony Flew writes:

"The God Delusion by the atheist writer Richard Dawkins, is remarkable in the first place for having achieved some sort of record by selling over a million copies. But what is much more remarkable than that economic achievement is that the contents – or rather lack of contents – of this book show Dawkins himself to have become what he and his fellow secularists typically believe to be an impossibility: namely, a secularist bigot. (Helpfully, my copy of The Oxford Dictionary defines a bigot as ‘an obstinate or intolerant adherent of a point of view’).

The fault of Dawkins as an academic (which he still was during the period in which he composed this book although he has since announced his intention to retire) was his scandalous and apparently deliberate refusal to present the doctrine which he appears to think he has refuted in its strongest form. Thus we find in his index five references to Einstein. They are to the mask of Einstein and Einstein on morality; on a personal God; on the purpose of life (the human situation and on how man is here for the sake of other men and above all for those on whose well-being our own happiness depends); and finally on Einstein’s religious views. But (I find it hard to write with restraint about this obscurantist refusal on the part of Dawkins) he makes no mention of Einstein’s most relevant report: namely, that the integrated complexity of the world of physics has led him to believe that there must be a Divine Intelligence behind it. (I myself think it obvious that if this argument is applicable to the world of physics then it must be hugely more powerful if it is applied to the immeasurably more complicated world of biology.)

Of course many physicists with the highest of reputations do not agree with Einstein in this matter. But an academic attacking some ideological position which s/he believes to be mistaken must of course attack that position in its strongest form. This Dawkins does not do in the case of Einstein and his failure is the crucial index of his insincerity of academic purpose and therefore warrants me in charging him with having become, what he has probably believed to be an impossibility, a secularist bigot.

On page 82 of The God Delusion is a remarkable note. It reads ‘We might be seeing something similar today in the over-publicised tergiversation of the philosopher Antony Flew, who announced in his old age that he had been converted to belief in some sort of deity (triggering a frenzy of eager repetition all around the Internet).’

What is important about this passage is not what Dawkins is saying about Flew but what he is showing here about Dawkins. For if he had had any interest in the truth of the matter of which he was making so much he would surely have brought himself to write me a letter of enquiry. (When I received a torrent of enquiries after an account of my conversion to Deism had been published in the quarterly of the Royal Institute of Philosophy I managed – I believe – eventually to reply to every letter.)

This whole business makes all too clear that Dawkins is not interested in the truth as such but is primarily concerned to discredit an ideological opponent by any available means. That would itself constitute sufficient reason for suspecting that the whole enterprise of The God Delusion was not, as it at least pretended to be, an attempt to discover and spread knowledge of the existence or non-existence of God but rather an attempt – an extremely successful one – to spread the author’s own convictions in this area.

A less important point which needs to be made in this piece is that although the index of The God Delusion notes six references to Deism it provides no definition of the word ‘deism’. This enables Dawkins in his references to Deism to suggest that Deists are a miscellany of believers in this and that. The truth, which Dawkins ought to have learned before this book went to the printers, is that Deists believe in the existence of a God but not the God of any revelation. In fact the first notable public appearance of the notion of Deism was in the American Revolution. The young man who drafted the Declaration of Independence and who later became President Jefferson was a Deist, as were several of the other founding fathers of that abidingly important institution, the United States.

In that monster footnote to what I am inclined to describe as a monster book – The God Delusion – Dawkins reproaches me for what he calls my ignominious decision to accept, in 2006, the Phillip E. Johnson Award for Liberty and Truth. The awarding Institution is Biola, The Bible Institute of Los Angeles. Dawkins does not say outright that his objection to my decision is that Biola is a specifically Christian institution. He obviously assumes (but refrains from actually saying) that this is incompatible with producing first class academic work in every department – not a thesis which would be acceptable in either my own university or Oxford or in Harvard.

In my time at Oxford, in the years immediately succeeding the second world war, Gilbert Ryle (then Waynflete Professor of Metaphysical Philosophy in the University of Oxford) published a hugely influential book The Concept of Mind. This book revealed by implication, but only by implication, that minds are not entities of a sort which could coherently be said to survive the death of those whose minds they were.

Ryle felt responsible for the smooth pursuit of philosophical teaching and the publication of the findings of philosophical research in the university and knew that, at that time, there would have been uproar if he had published his own conclusion that the very idea of a second life after death was self-contradictory and incoherent. He was content for me to do this at a later time and in another place. I told him that if I were ever invited to give one of the Gifford Lecture series my subject would be The Logic of Mortality. When I was, I did and these Lectures were first published by Blackwell (Oxford) in 1987. They are still in print from Prometheus Books (Amherst, NY).

Finally, as to the suggestion that I have been used by Biola University. If the way I was welcomed by the students and the members of faculty whom I met on my short stay in Biola amounted to being used then I can only express my regret that at the age of 85 I cannot reasonably hope for another visit to this institution."

Note on Lord Gifford (Adam)
The Oxford Dictionary of National Biography describes Lord Gifford as ‘judge and benefactor’. He endowed lectureships at four Scottish universities ‘for promoting, advancing and diffusing natural theology, in the widest sense of that term, in other words the knowledge of God’ and ‘of the foundation of ethics.’ The first lectures were delivered in 1888.

© Antony Flew 2008

© bethinking.org

http://www.bethinking.org/science-christianity/intermediate/flew-speaks-out-professor-antony-flew-reviews-the-god-delusion.htm

Inkvisition i Rusland

Medierne har over lang tid skrevet om de nyreligiøse bevægelser i det post-kommunistiske Rusland. Disse kunne udfra en lov om religionsfrihed fra 1990 ytre sig helt frit i landet, men i 1997 gjorde de russiske myndigheder et juridisk indgreb, en ny lov som indskrænkede religionsrettighederne markant. For Alexy II, Patriarken af Moskva, og den Russiske ortodokse kirke i sin helhed, var loven et forsvar mod sekter og pseudomissionerer og dommedagskulter, mens andre har peget på, at den strider mod FN konventionen om menneskerettigheder. For at minoritetsbevægelserne skulle få det vi ville kalde ”basale rettigheder”, skulle de have eksisteret i Rusland i 15 år. Før dette kunne de ikke:

· request that their clergy be granted deferment from serving in the military
· teach religion to their adherents or to create educational institutions
· teaching religion in the schools, apart from the general curriculum
· "have within itself representation of a foreign religious organization."
· own churches or other buildings
· conduct religious services in churches, cemeteries, crematoria, hospitals, children's homes, homes for the elderly and invalids, prison
· publish, import, export and distribute religious literature and objects
· "create cultural-educational organizations and educational and other institutions, and to establish mass media."
· establish ecclesiastical education institutions for training of clergy
· own property

Sekt eksperten Alexander Dvorkin

I lyset af denne juridiske stramning i 1997 havde de religiøse bevægelser tidligere forsøgt at hindre udviklingen ved at retsforfølge en sekt ekspert kaldet Alexander Dvorkin. Denne havde i en bog kritiseret mange bevægelser (1995), men ifølge de bevægelser som stod under anklage var det nok til at sagsøge ham. Dvorkin skrev, at sagen var en bekræftelse af at ytringsfriheden var det vigtigste, det at man må kunne skrive imod disse nye bevægelser, men på den anden side havde de nyreligiøse bevægelser i Rusland meget svært ved overhovedet at sige noget, skrive noget, idet de i modsætning til Dvorkin ikke havde frihed til at tale og skrive, de var ved at blive censurerede.

Han har været lederen af dialogcentret i Moskva (St. Irenæus fra Lyon Information Centret: SILIC), den omdiskuterede bog kaldtes: "ten questions to a recruiter. A manual for those who do not want to be recruited" (1995), og efter at have vundet sagen kunne han roligt videre skrive en anden bog: "Sekty Protiv Tserkvi: Protsess Dvorkina" ["Sects Against the Church: Dvorkin Trial"], Moscow: Moscow Patriarchy Publishing House (2000) ). Sagen viste hvordan forskningen af nye religiøse bevægelser er delt i to positioner, dem som bl.a. udfra en teologisk position (jf. Sects Against the Church, ovenfor) mener at kunne sige at andre kulter eller sekter er farligere end "en anden", for Dvorkins vedkommende, så var Hare Krishna-sekten, ISKCON, Scientology, Tongilbevægelsen og Jehovas Vidner farligere end den Russiske ortodokse kirke som han selv tilhørte og også fik megen støtte fra under retssagen, således er det også med det danske dialogcenter, men her er det ikke den ortodokse kirke men den lutherske som er det normative udgangspunkt for forskningen. Dvorkins sagfører repræsenterede den dialogcentriske holdning med Johannes Aagaard (Danmark), Thomas Gandow (Tyskland) og Claire Champollion (Frankrig), den anden side av Eileen Barker (England), James Richardson (USA), Massimo Introvigne (Italien) og Gordon Melton og Brian Wilson (USA), mange af disse associeres med CESNUR, Center for the Studies on New Religions som i modsætning til dialogcentret bl.a. mener at termerne "kulter og sekter" må udskiftes med nye religiøse bevægelser idet de fortidige udtryk lyder så diskriminerende, endvidere kritiserer man ofte det dogmatiske udgangspunkt som dialogcentret har (Den russiske ortodokse kirke i Russland og den lutherske i Danmark). Et andet aspekt som ofte indrages af CESNUR i modsætning til dialogcentret er, at man ikke kun kan fokusere på lederen men også de omstændigheder som disse lever under. Et eksempel som ofte nævnes er Jim Jones, lederen af Peoples temple, dialogcentret ville helst kalde denne en psykopat, massemorder mens CESNUR ville ønske at inddrage omstændighederne, det at disse sorte flygtede fra undertrykkelse i Amerika for at leve i frihed i Sydamerika og det at de amerikanske myndigheder også havde en finger med i det som førte til en stor tragedie, et masseselvmord som fandt sted, man peger også på at masseselvmordet hos Branch Davidians var årsaget af en meget dårligt håndtering af sagen af de amerikanske myndigheder, det at omringe en dommedagsbevægelse med skydevåben og afskære dem fra madforsyning (vand, mad) i flere dage ville man sige var ikke så fornuftigt. Men altså helt kort fungerer Dvorkin som den ortodokse kirkes propaganda minister, ligsom at Bellarmino var det i den katolske kirke i 15-16 tallet (indekskongregationen, de bandede alle bøger som ikke var i overensstemmelse med katolsk doktrin).

Den sande ortodokse kirke

Der er skrevet meget om dem som opfattede sig som "den sande ortodokse kirke", tilhængerne blev alle påvirkede af lederen, Pyotr Kuznetsov´s budskap om en snarlig dommedag som skulle ske sidst i maj 2008, og ifølge et medlem, Sergey Nedogon, havde lederen sagt: "the Lord had told him we should build a large pit, so we could live in it in winter and summer,”. Disse (undtagen Pyotr Kuznetsov pga. en anden mission) isolerede sig så i denne underjordiske hule i en lille landsby kaldet Nikolskoye som ligger i Russlands Penza region, 35 mennesker hvoraf fire var børn.
Der har siden hen været kritik fra immigrationsmyndigheder idet omkring 5 af medlemmerne var ulovlige immigranter fra Belarus, og med UNICEF idet 4 af huleboerne var børn, Pyotr Kuznetsov blev retsforfulgt for at opildne til religiøst og nationalt had gennem sine bøger (disse blev bandede), Aleksander Dvorkin, Professor ved centret for studiet af religioner og kulter i centret af Moskva havde i et tv-inverview beskrevet situationen som meget farlig og sammenlignet "kulten" med alle mulige andre farlige "psykokulter" og mafiasekter, for os som nu kender til den juridiske opstramning på området, så kan man så roligt sige, at det ikke ser godt ud for bevægelsen og dens leder.

Pointen er, at vi helst vil se meget til forfølgelse af alle mulige russiske nyreligiøse bevægelser så ”snart de forsøger at etablere sig”, idet de ikke har lov til det før de har været Rusland i 15 år og dernæst ”accepteres” af de russiske myndigheder. I dette lys kunne man måske tvivle over om Pyotr Kuznetsov, lederen af denne bevægelse, nu virkelig var skitzofren som de russiske psykologer diognostiserede ham til, det kommunistiske regime havde en tendens til at placere socialisterne ind i sindesygehospitaler (Psikhushka) for at fjerne enhver tillid til dem, gøre dem unormale. Pyotr Kuznetsov skrev ifølge medierne meget men intet af det kan vi komme til at læse i fremtiden, derfor føres det kun videre af hans tilhængere. En Andrei Novikov, en russisk journalist som også blev tvunget i psykiatrisk behandling for at have utraditionelle meninger, har også peget på, at diagnosen af Pyotr Kuznetsov muligvis er forkert. Freedom House, en ikke statslig menneskerettighedsorganisation, fremhæver i Nations In Transition 2008:

Russian authorities continue to use psychiatric hospitals as a form of punishment for critical activists. (s. 11)

Man kunne også forvente, at Pyotr blev dømt for dødsfaldene i hulen, den voldelige adfærd som de viste overfor politifolkene og så det religiøse og nationale had som skulle kom til udtryk i hans bøger (det kan vi jo ikke læse), men retsagen fokuserede på den ustabile personlighed under turmulten på fredag, den 8 august 2008 idet dommeren Maria Smyslova lagde større vægt på den psykologisk ustabilitet. Domstolen som ligger i Ruslands midte besluttede, at Pyotr Kuznetsov ikke skulle dømmes for de handlinger som skete eller som var foranledigede af ham mens han var mentalt syg, heller ikke dømmes han for at skulle have skabt en voldelig organisation. Denne skal i stedet gennemgå compulsory psychiatric treatment ifølge Smyslova, det betyder at Pyotr tvangsindlægges.

Hjemvendelse

Ofte afspejlede det skrevne ikke følelsen hos Dr. Nietz, så han startede over indtil der var overensstemmelse mellem følelse og fortælling (Horats´ Poetik), men dette havde taget flere måneder. Der findes socialkontrol i ethvert samfund, det er så hurtigt at man bliver styret af et worldview som i begyndelsen egentlig står dit individ imod. I begyndelsen var konflikten måske voldsom, meningsbrydninger, men så lod man sig integrere, ønskede snart at blive ”accepteret” af et fællesskab, så man forandrede sig indtil man endelig blev institutionaliseret, dette skete dog ikke for Nietz. Han rejste bort for at forske i religionens autenticitet i et fremmed land, han var nu vendt tilbage til hjemlandet med et negativt svar. Det var ligesom med Jaafaar Khan der efter at have tilbragt mange år i Europa rejste tilbage med sin hund Fifi til sin ekstremt religiøse og overtroiske familie (et skuespil af den iranske Hassan Moghadam, levede 1895-1925). Det som kom bag på Nietz var, at ingen der havde gennemgået den samme tankemæssige udvikling, de troede stadig på de primitive mytologier, ja mytologier som allerede den romerske aristokrat, Lucretius, mange år før Kristi fødsel havde falsificeret i bogen De Rerum Natura (tingenes natur). Stod guderne bag naturkatastroferne? Straffede de mennesker for deres synder? Nej sagde Lucretius, naturkatastroferne forekom helt tilfældigt: lyn, torden, cykloner, regnbuen, jordskælv, vulkaner og pesten i Athen havde ingen guddommelig agens bag, der var ingen tilsyneladende forbindelse mellem natur og en evt. overnatur, som Lucretius skrev om pesten:

With heavenly presences on every side were chocked with carcasses, for every place the Temple guardians had filled with guests. So little now the worship of the gods could profit, or their presence; for the sense of present sorrow had o`ertopped it all (se: De Rerum Natura, bog 6, 1253-1286).

Men i hjemlandet troede de fleste stadig på mytologier af samme karakter, de troede på syndfloden, at Jesus var stået op fra de døde, at jorden og mennesket havde sin oprindelse i den jødiske skabelsesberetning, alt mytologier som for Nietz nu syntes meget forvirrende, ”nu” idet de ikke havde været så forvirrende før han rejste til det fremmede land, forvirrelsen var sket i det fremmede land. Man skulle tro på disse beretninger selvom der fandtes beviser for falsification, at forskellige havde lånt fremmede religioners mytologier og integreret og forandret disse til nogle nye forhold, i denne henseende jødedommen og kristendommen. Skabelsesberetningen og syndfloden fra Gilgamesch digtet. Selvom Jhave ifølge Israelitterne kun skulle have åbenbaret sandhederne for dem, så havde de stjålet eller lånt meget af det mytologiske stof fra fremmede kulturer som havde helt andre Guder, de hedenske folkeslag som jøderne ikke skulle have nogen kontakt med var egentlig leverandørerne af mytologierne. Sådan noget syntes Nietz være lidt forvirrende, og hele bibelen var så bygget på tanken om frelse fra synd, det som skete i Eden og kom til syne i en syndflod, tanken om at mennesket i substansen var et ondt væsen der må frelses fra sig selv. Selvfølgelig var der helst tale om en oversvømmelse som i lighed med de overtroiske romere på Lucretius´ tid blev fortolket som straf for synd, der skete oversvømmelser i disse områder og der har altid været oversvømmelser. Hvad så når mennesker udryddes fra planetens overflade og man ikke kan finde nogen årsag til synden? Skal man så kikke til den anden side idet dette ødelægger den jødiske forståelse af kollektiv synd/udryddelse? Vedr. Adam og Eva, så ville ingen feministisk bevægelse kunne acceptere sådan en mandschauvinistisk fortælling hvis de satte sig tilbage og tænkte lidt over hvad der stod skrevet i genesis. Hvad betyder det at det selvfølgelig er kvinden som synder og leder manden i synd? At hun skal føde med smerte, at hun ifølge Paulus skulle tie i menigheden, at manden ifølge Paulus var kvindens hoved, at man i jødedommen kunne købe og sælge kvinder som man ønskede det, at ingen kvinde skulle være leder? Er det en trøst at Jesus synes at tale direkte i mod Paulus og gamle testamente når han siger at kvinden og manden skal ligestilles? Når man taler om guddommelig åbenbaringslitteratur, er det så muligt at plukke de ting ud som ikke er nutidspolariserende og sige: dette er en verifikation af bibelens autenticitet? Hvad med alle de andre vers som strider imod de udplukkede vers? Nietz mente, at man skulle indrage alt som var indlysende og dernæst bearbejde meningerne udfra disse sikre oplysninger (Epicurs Sovran Maksims). Bibelen var autentisk hvis man plukkede de dele ud som var i overensstemmelse med nutidens menneskerettigheder og historieforskning, men uautentisk hvis man indrog hele bibelen. Hvordan kunne en almægtig Gud åbenbare kontradiktoriske budskaber, sige, at manden er kvindens hoved (jødedommen og Paulus) men samtidig at hovederne er ligestillede (Jesus), sige at sandhederne kun blev åbenbarede for Israel selvom det viser sig at nogle af disse samme sandheder blev åbenbarede for helt andre kulturer med andre guder langt før? Hvad med fortællingen om Bacchus (gr. Dionysos), årtusinder før kristi fødsel, som blev født 25 december og placeret i en krubbe, som udførte mirakler, forvandlede vand til vin, hvis guddommlighed følget fik en del af ved at spise hans legeme, blev korsfæstet, genopstod fra de døde og blev kaldt alfa og omega, ligner det ikke lidt den bibelske fortælling? Havde kristendommen ikke også stjålet eller lånt mytologierne og tilpasset dem til en ny dagsorden? Tilbagevendt fandt Nietz mange mennesker som tilsyneladende “stadig” var fuldstændigt uvidende om sådanne ræsonnementers følger for religionens autenticitet.
Selvom Nietz mente, at årsagen til hans religonsoplysning var lærdommen som han havde fået i det fremmede land, så spekulerede han også over om den nu ikke også havde sin begyndelse allerede i barndommen, måske var det denne underliggende psykologiske undertrykkelse som aldrig var kommet i friheden, men som nu når den fik lov til det gjorde det. Engang havde Nietz i barndommen hørt sin nu afdøde fader sige om de guddommelige kræfter således: I det virkelige liv er der ingen Gud som kan hjælpe. Sidenhen havde denne oplevet det samme, at der aldrig kom nogen guddommelig hjælp, det syntes kun at være en ideologisk støtte uden nogen forbindelse til realismen, eller med naturen. Faderfiguren syntes at være tættere på virkelighedens verden end Gudebilledet.

Lighed

Du skal ikke tro at du er noget
Du skal ikke tro at du er lige så meget som os
Du skal ikke tro at du er klogere end os
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os
Du skal ikke tro at du er mere end os
Du skal ikke tro at du er mere end os
Du skal ikke tro at du duer til noget
Du skal ikke le ad os
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig
Du skal ikke tro at du kan lære os noget

Religionsbrydningen fik Nietz til at komme i stridigheder med venner og familie. Familien elskede personen, så denne udelukkede ikke personen, men af frygt for udelukkelse fra venner pga. dennes viden om religionen valgte manden ikke at tale et ord om sit religionssynspunkt for nogen person uden de nærmeste slægtninge som fik at vide, at de ikke skulle fortælle det for nogen anden. Denne fik også et arbejde som muliggjorde, at manden ikke kom meget i kontakt med netværket som han var en del af før, nej denne startede som sømand og var ude på havet det meste af tiden. Dette blev jo et argument for at manden aldrig ligesom før gik i kirke, i menigheden, i bibelgrupperne eller bedegrupperne eller til de forskellige gospelkoncerter, denne var blevet sømand og derfor kunne denne ikke være til sådan noget, det passede ikke ind i arbejdsrytmen. Således tænkte de fleste, men selve manden var i strid med sig selv, fordi han var både glad for dette arbejde idet det fik ham bort fra den evt. sociale udelukkelse som ville manifestere sig voldsommere hvis han arbejde på landet, der ville alle jo se meget mere til denne, de ville måske ligesom de fleste nyreligiøse grupper forsøge at opsøge manden for at ”resocialisere ham”, arbejdet gjorde at alt sådant kunne undgås, han havde jo valgt at tie om religionen og for at ingen skulle opdage at denne havde et helt nyt syn på religionen valgte denne et arbejde som gjorde at ingen af de fortidige(religions) venner skulle kunne få kontakt til ham, sømandslivet som egentlig kan sidestilles med et munkesamfund, var arbejdet som holdt personen incognito. Men Nietz havde så meget at fortælle, men efter en tid blev denne så påvirket af mentaliteten på båden og på landet at han mere og mere begyndte at tænke: jamen måske skal man fokusere på det som de fleste anser for havende betydning og ikke det som nogle få ser for betydningsfuldt. Denne begyndte at tænke ondt om sig selv hver gang han tænkte: ooo, hvor er den mand dog dum! Eller: ooo, hvorfor tror den person på sådan noget idiotisk nonsense? Ondt, idet denne ikke selv skulle tro at han var noget, klogere, mere vidende eller flinkere, denne var nu blevet integreret i et psykologisk jantespil hvor næsten alle fokuserede på det at alle mennesker skulle anses som lige, selvom mange højt uddannede udfra 7-15 års uddannelse ville være uenige. På båden syntes det ofte, at disse stillede stille sig på lige fod eller over højt uddannede personer sigende: ooo, hvor er han dog dum. Bagefter var det så også det sædvanlige, at der ikke kom nogen begrundelse for hvorfor at denne person var dum, idet det kunne gøre det samme hvor uddannet man var eller ikke, det var kun meningen om temaerne som talte, ikke hvilkens mening. Alle meninger var lige gode, dette var jantemoralens 11. bud, eller dem på landet og delvis dem på fiskerbåden. På fiskerbåden oplevede denne jo at mange af de unge sømænd fungerede som nikkende robotter mens andre havde meget kritiske personligheder som sad inde med en stor viden på næsten alle felter. Manden var overrasket og egentlig glad for at ikke alle var jantemennesker på båden ligesom på landet, så kunne han føle sig lidt hjemme, men han var hele tiden skuffet over størstedelen af netværket på havet idet han ikke kunne kommunikere med de unge sømænd som mentalt stod 10 år bag manden vedr. religionsområdet. De unge kunne spille meget kloge, men de kunne aldrig vise til noget bevis for at de var meget kloge, de havde ikke noget at vise til, men det kunne være lige meget. Hvad skal du så spille fræk? Vil du wrestle, bokse, er du ude på ballade? De unge kunne kun tænke i macho baner idet de tilsyneladende ikke havde nogle intellektuelle hjælpemidler. Dette var manden selvfølgelig også vidende om, så han valgte også i dette tilfælde at tie om det som han vidste, udgangspunkt: alle meninger var lige gode. Dette skaber få konflikter og man kan komme fredeligt og harmonisk igennem livet på landet og havet på denne måde tænkte manden. Frihed eller lighed, dette var ord som Nietz ligesom tvivlede over: hvilket skulle han vælge? Han havde haft en tendens til ligheden. Han havde forsøgt at sætte lighedstegn mellem en højt uddannet personlighed og en ufaglært flere gange, tilnærmet sig virkeligheden demokratisk, ligestillingsmæssigt vedr. religionsrettigheder og {tros}gruppesamfund: hvorfor kritisere det som disse troede på, skulle disse ikke ligesom fodboldtilhængere, politikere, kunstnere og musikere kunne have sine foreninger hvor de kommer sammen for gøre det som de finder prisværdigt? Selvfølgelig skulle de kunne det, nå der var måske svaret: Nietz var konfliktsky.
Han havde altid været den som harmoniserede konflikterne. Der havde været problemer efter faderens død, disse ramte på forskellige måder moderen hårdest. Det at en søn blev afhængig af stoffer og spiritus havde stresset de nærmeste slægtninge til det grænseløse, denne havde ødelagt biler, døre i huset, overfaldet moderen og sine brødre, ødelagt arbejdsrytmen for de andre i huset flere gange, nogle tider blev moderen nød til at tage fri fra arbejdet pga. sønnens støj langt ud på natten flere dage i ugen. De nærmeste havde ligesom på pendulfart kørt på hospitalet for at reparere den vilde søns dumheder, tænder, arm, ben, anus og så psykologiske og psykosociale vanskeligheder, i det praktiske liv kunne de jo næsten ikke vise sig længere af frygt for denne søns dumheder alle steder. De var bange for at gå i en butik, biograf, til en fodboldkamp, til sociale arrangementer. Alle steder følte de sønnens vanære manifestere sig igennem øjnene af de forbigående, dette blik, denne vanære havde isoleret familien mere og mere. Nietz havde så forsøgt at løse konflikten ved at smide sønnen ud af huset, med vedligeholdelse af huset, med at tage mange af de opgaver som moderen havde på sig selv en periode. Han hørte engang en person sige, at dette gjorde moderen til et helt andet menneske, hun fik nu energi, begyndte at gøre mange ting som hun af gode grunde havde forsømt, hun blev glad og man kunne se et smilende ansigt. Ikke mange ville blive glade for at høre den forandrede medlem tale og skrive, hverken familien eller vennerne, så han havde skrevet dagbog indtil videre og læst massevis af nye bøger, han syntes at være en vulkan under opsejling eller blot en aldrig kom til at prioritere friheden højere end ligheden.

Frihed

Frihed blev hos Kant på en måde synonymt med oplysning. Han kom med sin definition på oplysning i 1783 under overskriften: Was ist Aufklarung. Hovedpointen var, at man skulle turde følge sin forstand uden at lede hen til andre "myndigheder" (Mundigkeit) og således gøres en "umyndighed" (Unmundigkeit) og at man dernæst turde at bruge fornuften offentligt idet fornuftens brug ikke er fri privat, nej i den almene diskussion føres tanken i frihed ifølge Kant, "fornuftens myndighed" om man vil (Tankens Magt, s. 2370-71). Nietz havde for en tid læst en tysk filosof kaldet Nietzsche som han tog til sig for blot lidt senere at kaste fra sig igen, men så tog han ham til sig igen og kastede ham fra sig igen i en infinit regres. Skabte lignende bøger ikke blot unødvendige konflikter? Forskellige kulturer kunne lade være med at købe madvarer fra lande som opførte sig på denne måde, de kunne finde på at sætte ild til deres ambassader, terrorhandlinger, udstede fatvaer… Hvorfor kunne disse religionskritikere ikke i stedet forsøge at tænke multikulturalistisk i en globaletisk sammenhæng, tilnærme sig de etiske problemstillinger udfra den opfattelse, at der eksisterer altså ”flere” forskellige værdisystemer som måske må ligestilles for at opnå den størst mulige fred imellem ”de forskellige” lande (Hensigten med Tony Blairs religionsinitiativ)? Det at vise alle religionerne den respekt som de måske ønsker, ville måske få Islamisterne, som under en demonstration i London råbte: Til helvede med friheden! Til at opføre sig lidt venligere, men samtidig ville det helst få massevis af sekulariserede muslimer og intellektuelle til at føle sig ladt i stikken idet disse var komne i en social outsiderposition netop pga. at de ikke havde respekteret diskriminationen af kvindernes, de homoseksuelles og intellektuelles rettigheder. En af disse var Nonie Darwish, som beskrev sin flugt ind i friheden således:

”Det var ikke nogen nem omstilling. Jeg valgte at sætte pris på og respektere det vestlige demokrati, et pluralistisk samfund, der respekterer andre religioner og racer som ligeværdige. Jeg slikker stadig mine sår efter springet over den psykologiske arabiske ”berlinmur”. Nu kikker jeg ind i Mellemøsten udefra. Muren er virkelig grim udefra, for den forhindrer min kultur og muslimerne i at forstå og blive en del af den øvrige verden. De få af os, der bryder ud og forcerer muren, bliver kaldt forrædere, og vi føler os i nogle tilfælde fremmedgjorte over for vores kulturelle baggrund. Men for mig har det været det hele værd at frigøre mig fra kontrollen og nyde min gudgivne frihed til at tænke selv.” (artiklen af Nonie Darwish: ”Sådan opfatter Muslimer Vesten”, i P. Christensen, Adam Holm og Marcus Rubin, Med andre øjne, 2007, s. 98-99).

Frihed var at tænke uafhængigt af myndigheders styring, men nu ville personer som Tony Blair respektere de forskellige myndigheder for at skabe fred på denne måde, ved at fokusere på ligheden. Ayaan Hirsi Ali var ikke kommet langt hvis hun fokuserede på ligheden og ikke friheden, det at respektere og ikke at kritisere, årsagen til at så mange mennesker troede på de traditionelle religioner eller religion overhovedet var, at de manglede oplysning (uddannelse), at de manglede "religiøs uddannelse" (oprud og oprør, s. 102), de voksede op i skoler hvor der i religionsundervisningen "var ingen analyse, ingen etiske diskussioner, bare grundlæggende, neutrale historiske oplysninger." (ibid), de læste aldrig nogen anderledes litteratur f.eks. hvori det fremgik at kvinden vedr. partnervalg også kunne have et ”personligt valg” i modsætning til, at familien skulle vælge partner til hende, selvom det måske ville blive en hun ikke kunne lide (ibid. s. 100-102). Ligesom Darwish ville Ayaan aldrig gå med til at man skulle kunne respektere undertrykkelsen af kvindernes rettigheder og Somaliske undervisningssystemer som brugte indoktrination som middel. Dawkins var ikke kommet langt hvis han fokuserede på ligheden og ikke friheden, det at respektere og ikke at kritisere. Religion er en misfiring, et eksempel på hvordan evolutionsmekanismen nogle tider kan gå fejl, gå en forkert rute. Religionsunderkastelsen er at sammenligne med robotismen man finder i hæren, som var nødvendig for at man skulle kunne vinde krige, men som også kunne have en kedelig bagside, nemlig at soldaterne kunne få ordrer som klart var forkerte eller tåbelige, disse soldater ville også følge disse ordrer pga. af indoktrinationen, endog en misfiring, en fejl. I naturen finder man det samme hos natsommerfuglen (moth) der nogle tider kan flyve sig ind i et stearinlys, i døden. Det ligner selvmord men det er det ikke, årsagen er at natsommerfuglen i sin færden styrer vha. lysstråler. De fleste styrer måske mod stjernerne, månen eller lysene i en by, nogle tider er dette lys desværre ild og den styrer sig direkte i døden, navigationssystemet fungerer oftest godt men også natsommerfuglen følger sit navigationssystem slavisk, også selvom det styrer direkte ind i ilden. Et andet eksempel på misfiring er barnet der som en robot accepterer alt som forældrene siger til det, også ”misfirings”, budskaber der i øjnene af mange er helt forkerte, helt uden enhver videnskabelig begrundelse. Måske virker det meget arrogant af Dawkins at sammenligne religiøse med soldater, natsommerfugler og børn der alle ligesom de religiøse kan følge en forkert ordre, men dette er også et eksempel på at tænke selv (Dawkins, the God Delusion, s. 200-208).
Antony Flew synes at pege på de elementer som kunne bevise, at en intelligent eksistens eksisterede, men dette gør han dog uden at nævne alle de elementer som taler imod sådan en intelligent eksistens. Han skriver meget mod Dawkins i There is A God (2007) som også indeholder et appendiks der kritiserer den nye ateisme. Den oprindelige logiske positivisme (som han mener at Dawkins tilhhører) mente, at videnskaben intet kunne sige om Gud, Gud var udenfor det naturvidenskabelige område (Flew, Preface s. xvii-xviii), Dawkins bryder med denne logiske positivisme ved at bevæge sig ud over grænserne. Også NAS (National Association of Sciences) ville mene at Dawkins gik over grænserne:

”Til grund for den tilsyneladende modsætning mellem visse religioner og udviklingslæren ligger en misforståelse af den kritiske forskel mellem religiøse og videnskabelige former for viden. Religion og videnskab besvarer to forskellige slags spørgsmål om verden. Hvorvidt der findes et formål med universet eller et mål for den menneskelige eksistens, er ikke spørgsmål, der angår videnskaben. Religiøse og videnskabelige veje til viden om verden har spillet og vil fortsat spille hver deres betydelige rolle i menneskehedens historie… Videnskab er en måde, hvorpå vi ved noget om den naturlige verden. Videnskaben indskrænker sig til at forklare den naturlige verden ved naturlige årsager. Den kan ikke vide noget om, hvad der befinder sig hinsides naturen. Om Gud findes eller ikke, er et spørgsmål, som videnskaben forholder sig neutralt til.” (her citeret fra Sam Harris, Brev til en Kristen Nation, 2007, s. 68).

Dette minder meget om den definition som Stephen Jay Gould gav:

”The text of Humani Generis focuses on the Magisterium (or Teaching Authority) of the Church—a word derived not from any concept of majesty or unquestionable awe, but from the different notion of teaching, for magister means “teaching” in Latin. We may, I think, adopt this word and concept to express…the principled resolution of supposed ‘conflict’ and ‘warfare’ between science and religion. No such conflict should exist because each subject has a legitimate magisterium, or domain of teaching authority—and these magisteria do not overlap (the principle that I would like to designate as NOMA, or ‘non-overlapping magisteria”). The net of science covers the empirical realm: what is the universe made of (fact) and why does it work this way (theory). The net of religion extends over questions of moral meaning and value. These two magisteria do not overlap, nor do they encompass all inquiry (consider, for starters, the magisterium of art and the meaning of beauty). To cite the usual clichés, we get the age of rocks, and religion retains the rock of ages; we study how the heavens go, and they determine how to go to heaven. ( Stephen J. Gould: “Non Over-lapping Magisteria”, Skeptical Inquirer (July/August 1999), s. 55-61).

Men man kan se at både Gould, NAS og Flew står i kontrast til epikuræeren Lucretius som jeg nævnte i begyndelsen, det at man skal kunne reflektere over det guddommelige udfra naturen, disse mener at religion og videnskab skal holdes helt adskilte, umiddelbart tænkte Nietz at det lød problematisk, men videre til flew. Men There is A God indeholder umiddelbare kontradiktioner. Flew har beskrevet sit syn på det guddommelige i medierne som ikke kan kaldes konservativt eller traditionalistisk, men alligevel har han givet lov til, at apologetisk kristen litteratur kunne stå i hans bog. I afslutningen af bogen skriver han f.eks. rosende om Bishop Wrights artikel som står i appendiks B, denne artikel indeholder også et afsnit om Jesu opstandelse fra de døde dvs. mytologi. I medierne sagde han egentlig i modsætning til Bishop Wrights´ artikel således: I'm thinking of a God very different from the God of the Christian and far and away from the God of Islam, because both are depicted as omnipotent Oriental despots, cosmic Saddam Husseins... I think we need here a fundamental distinction between the God of Aristotle or Spinoza and the Gods of the Christian and the Islamic Revelations. Hvordan hænger dette sammen? Rosende ord om kristendommen i There is A God, men i medierne siger han, at han er helt uenig i det der er substansen i både kristendommen og islam. Flew minder meget om oplysningsfilosofferne hvoraf mange var deister, det som kendetegnede dem var nemlig at de ikke troede på dogmerne og mytologierne, men på det som kan siges om det guddommelige alene udfra naturen. World Union of Deists (WUD) definierer deisme således:

"Deism is the recognition of a universal creative force greater than that demonstrated by mankind, supported by personal observation of laws and designs in nature and the universe, perpetuated and validated by the innate ability of human reason coupled with the rejection of claims made by individuals and organized religions of having received special divine revelation."

Denne måde at ræsonnere på er også udfra friheden, man tænker ikke jantemoralistisk men alene udfra en videnskabelig og filosofisk vinkel, udfra Modern Science (There is A God, s. 88), gik igennem a pilgrimage of reason and not of faith (ibid. S. 93).I tråd med deismens definition ovenfor, så kommer Flew med sine beviser for eksistensen af en infinite intelligence. The first is the fact that nature obeys laws. The second is the dimension of life, of intelligently organized and purpose-driven beings. The third is the very existence of nature. Flew kommer dernæst med gentagelser af det som man kender fra teismen: naturlovene peger på en eller anden intelligens (kap. 5); det antropiske princip synes indlysende (kap. 6); Livets formålsrettethed, reproduktion og kompleksiteten i DNA vidner vedr. biogenesis, om et uendeligt intelligent sind (kap. 7); Big bang pegede på en begyndelse som kunne synes at understøtte det kosmologiske argument, Flew finder hjælp hos David Conway og Richard Swinburne til at kritisere David Humes´ kritik af det kosmologiske argument, der var en første årsag (kap. 8). Sam Harris kan henvise til meget som ikke synes at have en så intellektuel hjerne bag, f.eks. var 99 % af arterne på jorden uddøde, mange af disse dyr havde abnormaliteter, der var så mange virus som forsøgte at ødelægge mennesket, det samme havde hale, gæller og en abelignende pels (jf. andre menneskelige abnormaliteter og sygdomme), 100000 kvinder lider hvert år af obstetrisk fistula: der kommer hul i mellemkødet pga. en blokeret fødselsvej og titusinder af børn sendes hvert år på ambulatoriet pga. vævet i spiserøret og luftrøret, nogle kvæles og andre får hjerneskade, intet sådant synes at pege på en intelligent designer (Sam Harris, Brev til en Kristen Nation, 2007 s. 79-83). Flew drøftede det idiosynkratiske ved DNA ~ genets/cellens information, det er dens særlige struktur (Flew, There is a God, 2007, s. 126-129), men Richard Dawkins (Dawkins, A Devil´s Chaplain, 2004, s. 113- ) henviste til, at kun ca. 2% af det menneskelige genome blev brugt og at mennesket ikke havde den største DNA database. Det som tilsyneladende ikke blev brugt kunne ligeså godt kaldes junk DNA, det bruges egentlig ikke til noget, og det at mennesket ikke har den største DNA database kan være en påmindelse til mandschauvinistiske personer om, at mennesket ikke er så superordinært, der findes dyr som har større DNA databaser end mennesket. Det antropiske princip bruges ifølge Dawkins ofte som argument for design, men det at der findes mellem 10-30 billioner planeter i vores galakse og 100 billioner galakser i universet betyder, at man står med en nål i en høstak. Hvis muligheden for liv andre steder var 1 ud af 1 billion, så ville der stadig være sandsynlighed for at der var liv på 1 billion planeter, dette gør at det idiosynkratiske ved vores univers måske ikke er så særligt trods alt, der kunne findes 1 billion af sådanne galakser. Vedr. det antropiske princip, kosmologi, så er det i den sammenhæng også således, at man må arbejde med muligheden for multivers (flere universer) som gør tanken om nogle særlige naturlove og en særlig planet forvirrende idet man nu principielt har muligheden for at finde lignende andre steder (Dawins, The God Delusion, 2007, 151-180). Flew´s, deismens version af det antropiske princip ville med andre ord fungere, hvis der kun var vores univers til stede, tanken om noget idiosynkratisk falder bort når man taler om multivers jf. problemet ved pointeringen af en religions autenticitet i en verden af flere religioner.

Afslutning

Nietz havde som altid problemer med tiden så han forsøgte at resumere de ting som han fandt problematiske i det som han havde reflekteret over. Et var selve forholdet mellem religion og videnskab, skulle de overhovedet ikke interagere som Gould og NAS mente? Hvorfor sagde Flew at Dawkins gik over grænserne når han selv sagde: ”The first is the fact that nature obeys laws. The second is the dimension of life, of intelligently organized and purpose-driven beings.” ? Flew gik selv over grænserne, både deismen og ateismen forsøgte at forsvare hver sin sag ved enten at fremhæve alt det positive eller det negative, begge kom med en naturvidenskabelig beskrivelse af det hinsides, Flew syntes at være i religionsdialog mens Dawkins og Harris stod i en religionskonflikt, NAS og Gould mente på den anden side, at disse områder intet havde med hinanden at gøre, de var non overlapping magisteria (NOMA). Hvis man holder sig til Gould, så har andre også nævnt partially non overlapping magisteria (PNOMA), en position som evolutionsbiologen Francis Collins (lederen af the Genome Project) har, mens Dawkins og Harris mener, at der kun findes et magisteria, nemlig naturvidenskaben (Alister og Joanna Collicutt McGrath, The Dawkins Delusion, 2007, s. 40-41). Nietz mente, at hvis der var noget at sige om noget guddommeligt, så måtte man kunne bestemme dette naturvidenskabeligt idet historien gang på gang havde stillet sig i modsætning til religiøse doktriner på dette område (Copernicus, Galileo, Foscarini) og den katolske kirke som omskylning for disse heksejagter havde accepteret udviklingslæren af frygt for en historisk gentagelse. Derfor placerede Nietz sig selv i PNOMA gruppen, ikke NOMA idet han mente at naturvidenskaben måtte have det der skulle siges om evt. overnaturlige fænomener, så var spørgsmålet om han var dialogsindet eller konfliktsindet PNOMAIST, han var nok konfliktsindet idet han mente, at religionernes indhold slet ikke hørte hjemme i denne tidsalder hvor demokrati og fornuftstænkning var det essentielle. Det stærkeste argument for at religionernes autenticitet ikke kunne opretholdes, var blevet sagt for ca. 2050 år siden, dette argument havde Flew flere gange i fortiden brugt imod religionen, spørgsmålet om teodice problemet, ondskaben i verden. Augustin havde sagt, at Gud brugte ondskaben til noget godt, dette var kun en meningsfuld udtalelse hvis Gud ønskede at hindre reproduktionen ved at udrydde mennesker med jævne mellemrum, også dyrearter, men for alle fornuftige mennesker burde dette være meningsløst: Ingen personificeret kærlighedsgud ville forsøge at udrydde menneskeheden med jævne mellemrum. Hvis Gud er en som hjælper i nøden (Martin Luther) så hedde Anders Fogh Mickey Mouse, det er noget andet med placeboeffekt, det at mennesker føler eller tror at de hjælpes psykologisk, det er i den virkelige verden at vi burde finde en gud hjælpe, det er så utilfredsstillende kontinuerligt at høre at tusinder af forskellige guder findes i tusinder af forskellige hjerner.

With heavenly presences on every side were chocked with carcasses, for every place the Temple guardians had filled with guests. So little now the worship of the gods could profit, or their presence; for the sense of present sorrow had o`ertopped it all (Lucretius om pesten i Athen i De Rerum Natura, bog 6, 1253-1286).

Alister McGrath og Joanna Collicutt McGrath, The Dawkins Delusion - Atheist Fundamentalism and the Denial of the Divine, Intervarsity Press, 2007

Ayaan Hirsi Ali, Oprud og Oprør, Jyllands-postens forlag, 2007

Antony Flew, There is a God - How the world´s most notorious atheist changed his mind, HerperCollins Publishers, 2007

Lucretius, On the Nature of Things, De Rerum Natura oversat af Charles E. Bennett, Walter J. Black, New York, 1946

Peter Christensen, Adam Holm og Marcus Rubin, Med andre øjne - om forholdet mellem Mellemøsten og Vesten, Gyldendal, 2007

Richard Dawkins, A Devil´s Chaplain, Phoenix, 2004

Richard Dawkins, The God Delusion, Black Swan, 2007

Sam Harris, Brev til en kristen nation, Akademisk Forlag, 2007 - Letter to a Christian Nation oversat af Claus Bratt Østergaard

Stephen J. Gould: “Non Over-lapping Magisteria”, Skeptical Inquirer (July/August 1999), s. 55-61

Tankens Magt Bind III, 2006

Ulla og Aage Westenholz, Gilgamesh og Enuma Elish - Guder og mennesker i oldtidens Babylon, Spektrum, 1997

“Through the media, CAGs (se del 4) have not only supplied "good stories," they have also provided the concepts and the grammar with which the general public (including officials) can frame their understanding of NRMs. Nouns such as "cult," "pseudo-religion;" verbs such as "brainwash", "manipulate", "exploit"; adjectives such as "bizarre", "fanatic", "violent"; and use of the passive voice for "victims" who have been duped and had to be rescued, effectively diminish the likelihood that members of NRMs could have made choices and/or be capable of leaving (although, in fact, most do, of their own free will). The cultist becomes reduced to another species, incapable of the normal reasoning and morality of "real people," and, thus, not to be treated as if they were like "us."”

Professor i sociologi, Eileen Barker, i sin forlæsning i London kaldet: “ Watching for Violence: A Comparative Analysis of the Roles of Five Types of Cult-Watching Groups, fremlagt til THE 2001 INTERNATIONAL CONFERENCE - The Spiritual Supermarket: Religious Pluralism in the 21st Century, April 19-22, 2001 som CESNUR, Center for Studies on New Religious Movements stod bagved.

http://www.cesnur.org/2001/london2001/barker.htm

-

1.Indledning

Erik Norman Svendsen har for nylig skrevet en bog som hedder ”Menneske først” (Grundtvig) som handler om forholdet mellem muslimer og kristne (religionsdialog), mens sagen om Faderhuset hovedsagelig handler om en kristen dialog, denne dialog kan hurtigt brydes hvis man bruger det forkerte sprog, man kan ikke sige: Hold kæft din gamle kælling mens jeg borer din tand!

Nogle som mig har læst hele rapporten med titlen: ”Social Kontrol i Faderhuset”, en rapport lavet ”umiddelbart” af fire RUC – studerende. Hovedattraktionen har været personen Kabell der på sin hjemmeside besøges meget ofte efter at han lagde rapporten på sin side og siden har ført en samtale med alle som har sat spørgsmål og lignende til rapporten og om faderhuset. Denne person var engang et troende menneske, det skrives på hjemmesiden men engang fik han nok af dette og vendte religionen ryggen. Ligesom med så mange andre polemiserer han så nu imod fortidigheden fordi denne har fundet sandheden et andet sted, han kalder sig agnostiker.

Jeg kunne nævne flere som har gjort det samme, vendt noget ryggen og dernæst polemiseret mod dette resten af livet med den overbevisning om at sidde med sandheden om livet (Jesus, Luther oa), man glemmer alt om ”udvikling” helt, vita la dolche, og lukker sig inde i et ”stadie”, men jeg synes blot at det er så ”uinteressant”, fordi det giver ingen mening, vi ved næsten intet om tilværelsen. Det er for mig ”utopi” når en siger at han har fundet sandheden fordi det er en løgn, en fundamentalistisk stanse i postmodernismen, en anden verdensflugt, i dette tilfælde det modsatte synspunkt.

Spørgsmålet er i dag: hvordan kan man komme i tale med mennesker? Kan man det ved at skrive bøger som Antichrist, Genealogie der Moral, De Sataniske vers, Da Vinci Code, the God Delusion eller er det lignende som ”Menneske først”, væk med Nietzsches monolog og ind med Erik Norman Svendsens dialog?

For dem som ikke har læst så meget om dette evne, så handler det om Faderhuset, en menighed på Jagtvej, den skabte lidt eller måske ungdommen lidt opmærksomhed når den købte et ungdomshus som betød at de unge skulle sættes på gaden. Lederen har været i fjernsynet flere gange og fortalt om sit syn på abort og homoseksualitet og selvfølgelig ungdomshusbegivenheden. Solen stod ligesom stille et øjeblik, men så kom der en rapport, en ”såkaldt” akademisk der havde fået et 11 tal fra en professor i nationaløkonomi.

Det som skrives her handler mere om det positionelle, hvilke tilgange findes der til at forske i nye religiøse bevægelser og skal denne ikke altid ledsages af en ”forskningsetik”?

2. Barker-modellen som udgangspunkt, der er fem forskellige kultopsynsgrupper

Jeg har valgt at bruge en model hos Eileen Barker (CESNUR: Center for Studies on New Religious Movements ) der inddeler forskellige organisationer som holder øje med ”sekter og kulter” eller ”nye religiøse bevægelser” i:

1. cult-awareness groups (CAGs);
2. counter-cult groups (CCGs);
3. research-orientated groups (ROGs);
4. human-rights groups (HRGs);
5. and cult-defender groups (CDGs).

Den første er en sekulær antikultisk bevægelse (CAG), den næste en religiøs antikultisk bevægelse (CCG), den tredje en forskningsbaseret bevægelse (ROG), den fjerde en som forsvarer minoriteterne (HRG) og den sidste en kult apologetisk bevægelse (CDG).

Nu skal vil gennemgå disse for at se om alle er lige relevante, er det ikke måske kun to af disse som har præget den danske debat og mindre de andre?

Til dette skal siges f.eks., at selvom dialogcentret oa. Vil kalde organisationen CESNUR for værende kult apologetisk (F.eks. Eileen Barker) så vil de helst ikke høre om noget sådant, og hvis CESNUR ville kalde dialogcentret og denne rapport et udtryk for antikultisme, så ville dialogcentret helst heller ikke høre om noget sådant og ej de fire RUC studerende, generelt vil disse selv påstå at de er ”forskningsbaserede” organisationer, så det er lidt op til den enkelte at afgøre hvem han eller hun synes bedre kan forsvares. Jeg bruger disse udtryk for at kunne holde styr på disse bevægelser med nogle måske ikke helt tilfredsstillende udtryk.

CESNUR, Center for Studies on New Religious Movements nævnes en gang i opgaven som dokumentation for antisektlovgivningen i Frankrig, men i modsætning til rapporten og dialogcentrets tilgang til nye religiøse bevægelser har den en mere venligsindet tilgang eller måske er det ”tonen” til forskningen af religiøse bevægelser, hos CESNUR synes man f.eks. at det er lidt voldsomt at kalde alle mistænkelige for sekter og kulter og hjernevaskere og destruktive pengegriske psykopater, men altså deres ”forskere” fremkommer overhovedet ikke i rapporten, det modsatte synspunkt.

Heller ikke den danske Rothsteins udlægning af Branch Dravidians nævnes (Koresh, som skal have dræbt sine medlemmer med gift og dernæst gjørdt selvmord, det var en dommedagskult, Rothstein henviste i sin: ”Gud er stadig blå”, at man også måtte tage myndighedernes rolle i denne begivenhed, ikke kun ”lederens”), så jeg mener ikke at kult apologeterne nævnes.

Man har i medierne heller ikke hørt noget til menneskerettighedsorganisationer vedr. Faderhuset som undertrykket minoritet (human-rights groups (HRGs).

Jeg synes, at der hovedsagligt har været tale om kultoplysende grupper og enkeltpersoner (Sekulære, min oversættelse af CAG: cult-awareness groups) og antikultiske grupper (Religiøse, min oversættelse af CCG: counter-cult groups) som sikkert begge vil hævde at de er ” research-orientated groups (ROGs)”.

Men før vi går ind på disse to gruppe ”som står tilbage”, den sekulære antikultiske bevægelse (CAG) og de kounter-kultiske gruperinger (CCGs);
har jeg tænkt på noget helt andet:

Spørgsmålet er om såkaldt sekulær eller religiøs ”forskning” ”med mennesker” ikke altid må ledsages af menneskelige følelser (etik).

3. Forskningsetik

Mennesker er ikke kun ”Gutes Material”, som Mengele ifølge et Auschwitz vidne sagde om tvillingerne som han udførte eksperimenter på når de stod af togvognene i Birkenau, nej mennesker, ja mennesker har følelser og de føler sorg og kan helt give op hvis hadet mod det blive alt for stort.

I lægeforskningen er det jo sådan, at man har forskningsetik som er en virkning af den kyniske uetiske forskning som skete i Holocaust, denne etik siger i substansen med Hippocrates at man aldrig skal behandle et menneske som en materiel ting men som noget værdifuldt (f.eks. Nurnberg og Helsinkideklarationen), det synes jeg ikke at denne rapport gør, men med Eileen Barkers ord som blev omtalt i indledningscitatet, så gør man den følgende:

“Through the media, CAGs (kultoplysende grupper og enkeltpersoner, sekulære, min oversættelse af CAG: cult-awareness groups) have not only supplied "good stories," they have also provided the concepts and the grammar with which the general public (including officials) can frame their understanding of NRMs. Nouns such as "cult," "pseudo-religion;" verbs such as "brainwash", "manipulate", "exploit"; adjectives such as "bizarre", "fanatic", "violent"; and use of the passive voice for "victims" who have been duped and had to be rescued, effectively diminish the likelihood that members of NRMs could have made choices and/or be capable of leaving (although, in fact, most do, of their own free will). The cultist becomes reduced to another species, incapable of the normal reasoning and morality of "real people," and, thus, not to be treated as if they were like "us."” (Constructing "The Other" http://www.cesnur.org/2001/london2001/barker.htm )

4. Kultoplysende grupper og enkeltpersoner (Sekulære, min oversættelse af CAG: cult-awareness groups)

Men husk at disse egentlig sikkert vil benægte at de er ”antikultister”, jeg siger antikultister her idet at de kultoplysende bruger det samme sprog som ”antikultisterne” (se nedenfor) om ”mennesker”.. Jeg vil kun henvise til nogle artikler i opgaven Social Kontrol i Faderhuset som eksempel på den antikultiske kultoplysende tilgang til ”sekter og kulter”, disse ville netop aldrig sige ”nye religiøse bevægelser” men udelukkende bruge ord som ”sekter” og ”kulter” og endvidere ville disse aldrig sige ”et” positivt ord om den bevægelse som de havde under opsyn, det handler om at finde fejl, det handler om at sige noget om ”conspects” og intet om ”prospects” som illustreres med følgende artikler i rapporten: ”Social Kontrol i Faderhuset”:

BT.dk, 1. november 2006: Faderhuset holder unge som slaver,
http://kortlink.dk/3wre, set d. 3. juni 2007
Christiansen, Kjeld, 1. november 2006: Holder unge som slaver, Ekstra Bladet
Christiansen, Kjeld, 3. november 2006: Tvangsægteskab med djævle-uddrivelse,
ekstrabladet.dk, http://kortlink.dk/3wrq, set d. 3. juni 2007
Christiansen, Kjeld, 11. november 2006, De kaldte mig satans lakej,
ekstrabladet.dk, http://kortlink.dk/3wrt, set d. 3. juni 2007
Christiansen, Kjeld, 24. december 2006: Hvidvasker millioner, ekstrabladet.dk,
http://kortlink.dk/3wrs, set d. 3. juni 2007
Christensen, Louise, 20. januar 2002: På knæ for Jesus, Dagbladet Politiken
Dachs, Heidi, 10. januar 2007: Scientology-Center skaber frygt i Tyskland,
Kristeligt Dagblad
Dahlgaard, Mette og Lohse, Gregers, 17. marts 2007: Ruth er Gud, Berlingske
Korsholm, Anne, 19. september 2000, Masseflugt fra autoritær kirke, Kristeligt
Dagblad
Korsholm, Anne, 6. august 2002: Larmende korstog på Nørrebro, Kristeligt
Dagblad
Korsholm, Anne, 11. august 2006: Pinsekirken har ændret kristendommen,
Kristeligt Dagblad
Ontario Consultants on Religious Tolerance, uå.: The People's Temple, led by
James Warren (Jim) Jones, http://kortlink.dk/3wss, set d. 3. juni 2007
Pedersen, Annelise, 13. november 2006: Ung mor på flugt fra Faderhuset,
ekstrabladet.dk, http://kortlin.dkk/3wst, et d. 3. juni 2007
Petersen, Poul Arne, 10. august 2002: Hjernevasket af Gud, http://kortlink.dk/3wsu,
set d. 3. juni 2007
Rasmussen, Anne Pihl, 6. marts 2007: Ruth Evensen i total triumf, Nyhedsavisen,
http://kortlink.dk/3wu5, set 3. juni 2007
Ritzau, 1. november 2002: Moses Hansen mangler at aflevere løbeseddel, Kristeligt
Dagblad
Ritzau, 23. oktober 2006, Forretningen Faderhuset, kristeligt-dagblad.dk,
http://kortlink.dk/3wt3, set d. 3. juni 2007
Ritzau, 3. marts 2007: Faderhuset: Homomodstand er en mærkesag, jp.dk,
http://kortlink.dk/3wt5, set d. 3. juni 2007
Svensgaard, Karina & Karker, Andreas, 12. marts 2007: Ruth er enevældig, bt.dk,
http://kortlink.dk/3wt9, set d. 3. juni 2007

Et særtegn med denne bevægelse er også, at det ”altid” er lederen, med deres ord af den ”destruktive kult eller sekt”, som har skylden for et eller andet som sker, lad os se på et eksempel på dette i rapporten socialkontrol i Faderhuset f.eks. side 28.:

”Webers ledelsesteori anvendes sædvanligvis i politisk kontekst, men vi vurderer, at
teorien er analytisk anvendelig på mindre sociale grupperinger. Eksempelvis har Jim
Jones, der var leder for sekten Folkets Tempel, alle træk fra en usund karismatisk
ledertype. Han førte i 1978 923 mennesker ud i et religiøst masseselvmord i Jonestown,
Guyana (Aagaard, 1988 ; Ontario Consultants on Religious Tolerance, uå.).”

Her ser man hvordan man kun siger noget om det som giver er ondt billede af lederen, intet om diskriminationen af sorte i nordamerika som pga. undertrykkelse forsøgte at finde et sted hvor de kunne være i fred og leve frit (utopisk socialisme) med kollektivt selvmord som et led i denne udvikling. Envidere sammenligner man egentlig Faderhuset med en bevægelse der gjorde selvmord og man gør brug af litteratur fra dialogcentret som i flæng skriver om ”brainwashing”, sekter, kulter og farlige ledere med de forkerte doktrinelle lærdomme i denne sammenhæng.

Endvidere placerer man dette i en sociologisk model hos Weber som arbejdede med ”Secte” - begrebet i en anden betydning. Kristendommen var jo en sekt eller kult udfra hans model også Lutherdommen oprindeligt, ja det betyder egentlig alt som har en ”begyndelse”. I begyndelsen er tingene ustrukturerede og ofte kun løst sammensat. Men så udvikler ”sekten” eller det nye sig gradvist til en institution eller en denomination for dernæst at udvikle sig til en kirke. Altså sekt har i Webers betydning ikke en negativ konnotation, det betyder kun begyndelsen på noget nyt, denne begyndelse kan hurtigt få en afslutning hvis medlemmerne forsvinder (se Weber, The Protestant Sects and the Spirit of Capitalism og Troelsh, Social Teachings of the Christian Churches and Sects). Udtrykket har først fået en negativ konnotation efter at flere minoritetsbevægelser af forskellige årsager har gjort kollektivt selvmord, dette har fået flere religionsforskere til at droppe disse udtryk helt, men i rapporten og hos dialogcentret lever disse fint, de kan bruges om alle religiøse minoritetsbevægelser selvom det er ”dårlig sprogbrug”.

5. Antikultiske grupper (Religiøse, min oversættelse af CCG: counter-cult groups).

Igen husk, at disse grupper, i denne sammenhæng dialogcentret, helst ikke vil sige at de er antikultiske bevægelser men snarere hardcore videnskabelige institutioner selvom en missionsbevægelse står bagved i lighed med Discovery Institute som køres økonomisk af evangeliske kristne og fremmer intelligent design i modsætning til evolutionsteorien med Behe og Dembski for blot at nævne to. Man har en andet eksempel med en tysk antijødisk hvis ikke neonazistisk tænketank der fremmer holocaustbenægtelse ”umiddelbart” udelukkende udfra objektiv videnskab… Man må ligesom blot have i baghovedet: Alle hævder at være videnskabelige men hvad siger så videnskaben egentlig? Som man ser i opgaven, så kan sekulære kultoplysende organisationer eller grupperinger f.eks. disse fire elever fra RUC, godt gøre brug af oplysninger fra religiøse antikultiske missionsorganisationer (her Dialogcentret) som illustreres med følgende artikler og bøger fra litteraturlisten:

Aagaard, Johannes, december 1988: Tragedien i Guyana, Den Nye Dialog nr. 33,
http://kortlink.dk/3wra, set d. 3. juni 2007
Langkjer, Birger, 2004: Rapport om Christian Hedegaard, Den Nye Dialog, nr. 95
Langkjer, Birger, 2006: Sekter i Danmark, eget forlag, kan hentes gratis på
langkjer.dk
Linderoth, Jens, marts 2005: Kætteri og fremgangsteologi, Den Nye Dialog nr. 99,
http://kortlink.dk/3wsa, set d. 3. juni 2007 (Den Nye Dialog er dialogcentrets blad)
Malka, Cyril, 1999: Introduktion til Ordbogen, sekter.org,
http://kortlink.dk/3wsb, set d. 3. juni 2007

Man gør her generelt brug af udtryk med negative konnotationer i lighed med udtryk under anden verdenskrig (jøde, nigger, rotter, parasitter) som kun har til hensigt at adskille denne ”minoritet” fra ”majoriteten” med enten ”udryddelse” eller ”udstødelse” som mål, dette beskriver Eileen Barker glimrende (indledningscitatet). Hendes citatet henviser specielt til kultoplysende grupperinger (CAG) men det er dog sådan at antikultiske bevægelser gør brug af de samme negative konnotationer, de adskiller sig typisk kun ved at den ene er sekularistisk og den anden er religiøs, den ene argumenterer måske degeneriserende videnskabeligt udfra psykologisk sindelagskontrol, psykoterapi eller sociologi mens den anden argumenterer hovedsagligt udfra en bestemt ”troslære”.

Jeg har ikke sagt noget om dokumentationen uden udfra litteraturlistens artikler og bøger fordi der ikke findes nogen førstehånds dokumentation. Medlemmer der bryder med noget og som dernæst polemiserer mod modsætningen kan man ikke bruge til noget, det er en personlig indstilling og ikke noget retvisende billede af modsætningen.

Mvh
RM

Kilder:

http://mrkab.com/jeppe/wp-content/uploads/2007/06/social-kontrol-i-faderhuset.pdf

http://www.cesnur.org/2001/london2001/barker.htm