Teologinet - kirke, kristendom, teologi, bøger, nyheder

Versteht man mich? ... Hat man mich verstanden?

1

Ifølge Thucydides, en historieskriver fra 5-4 årh. f.v.t. brugte mange det mytiske element til at gøre beretningen mere underholdende (Herodot) men han fjernede det pga. af den uklarhed som dette førte til:

”Perhaps the lack of the mythical element in my history will appear rather unpleasing to an audience; but if those who wish to look at clarity – both of the things that have happened and of those which, in accordance with human nature, are going to happen againg some time like this and in similar form – should judge it useful, that will be sufficient. It is set down as a possession for always rather than as a competitive display for instant hearing.”(Thucydides 1.22.4 citeret fra T.P. Wiseman: ”Classical History: A Sketch, with Three Artifacts fra serien: ”Proceedings of the British Academy 143, s. 75”).

Ifølge Wiseman fandtes der endvidere andre græske historieskrivere som begyndte at skrive i en tid hvor de kun havde adgang til mytologisk og legendarisk stof, disse kom f.eks. frem til 12 forskellige dateringer for Trojas' fald. (ibid. s. 76). Der var en stor forskel på jødisk og græsk historieskrivning skrev Josefus 500 år senere: ”The Hellenes regard these as mere words improvised according to the caprice of the writers” (ibid. s. 73 – Josefus – Mod Apion 1.15). Der hentyder Josefus til den græske litteratur, de anså deres for kun at være menneskelige ord uden nogen guddommelig autenticitet mens jøderne mente at deres litteratur var ”decrees of God”. Endvidere var jødisk litteratur: ”not an infinity of discrepant and irreconcilable volumes.” (som grækernes) Nej deres litteratur havde kun 22 bøger som aldrig var forandrede eller noget tilføjet og flere var døde pga. af denne litteratur, noget som ingen græker ville kunne finde på ifølge Josefus (ibid. s. 73) idet det jo kun var menneskeord. Thucydides nævner det samme problem som jeg har nævnt ovenfor i forbindelse med bibelen, den overtager jo alt det mytologiske fra jødedommen i stedet for som Thucydides at udelade det for at skabe en klar beretning om begivenheder. Nietzsche beskrev dette som en korrpution af smag for artibus et litteris, den begivenhed når kristne sagde: ”auch wir haben unsre klassische Litteratur, wir brauchen die der Griechen nicht”, ligesom når Frelsens Hær bekæmpede Shakespeare i England (was bedeuten asketische Ideale? 22). Sigende som Luther til Rigsdagen i Worms (1521), hvor han forsvarede sin kritik af katolicismen og blev bandlyst i Wormser-Ediktet: ”Hier stehe ich, ich kann nicht anders” (mange mener dog at dette er en interpolation), kommer Nietzsche med sin ærlige mening om bibelen. Han kunne ikke forstå at så mange vurderede det højt og følte sig meget isoleret i denne henseende. Lille sekter, optagelse med sjælen, så stor emotionalisme at man næsten bliver døv, falskt lidenskabeligt hysteri, pinelige eventyr, sekter som gjorde meget udaf sine svagheder som ingen umiddelbart var interesseret i uden Gud, de frembragte alt det personlige, det melankolske, dagligdags problemer og forsøgte at involvere universet og Gud ind i sin elendighed. De taler meget, for meget, ville måske have større indflydelse ligesom Luther ønskede i den katolske kirke. Det simple menneske skulle også kunne tale direkte med Gud, ikke blot nogle særlige. Dettte er alt fra ”Genealogie”, men andre steder (Der Antichrist 46) siges det at der kun findes en figur i NT som skal æres: ”Habe ich noch zu sagen, dass im ganzen neuen Testament bloss eine einzige Figur vorkommt, die man ehren muss? Pilatus, der römische Statthalter... Der vornehme Hohn eines Römers, vor dem ein unverschämter Missbrauch mit dem Wort ”Wahrheit” getrieben wird, hat das neue Testament mit dem einzigen Wort bereichert, das Werth hat, - das seine Kritik, seine Vernichtung selbst ist: ”was ist Wahrheit!”. Ligesom Nietzsche havde Pilatus måske ment at man ikke kunne sige hvad sandhed var og det var hans kritik af Jesus med spørgsmålet: was ist Wahrheit? Dette var det mest forfærdelige som kunne ske: at tænke selv, rationalisere, reflektere i stedet for at tro. Når det skete efter skabelsen indså Gud nemlig blot en løsning: de måtte druknes (ibid. 48). Nietzsche kommer specielt med en moralfilosofisk kritik af kristendommen (bibelen), kritiserede ophøjelsen af alle svaghedsværdierne og monofanatismen dvs. ensporetheden, det vidnede om tilbagegang og stagnation. Hos Nietzsche finder man også en skelnen mellem den historiske Jesus og menighedens Jesusfabrikation. Det startede med skuffelsen over Jesu død. Mens den historiske Jesus stod for ligerettigheder overfor Gud (ursprunglichen Symbolismus) perverteres det billede meget hurtigt af menigheden som tolkede begivenheden som et offer for synd, at der skulle komme en dommedag, en tilbagekomst, en opstandelsen osv. Paulus opdiktede sin helt egne version af kristendommen, talte om sjælens udødelighed og profetier om Jesus i de jødiske skrifter, den historiske Jesus forsvandt således på korset og en helt anden mytologisk figur fremstod. Man indplantede også de jødiske kategorier synd og dom i hans personlighed selvom han havde endegyldigt ophævet dem (Der Antichrist 39-42). Jesus, som oprindelig havde stået for et glædeligt budskab, det at alle mennesker havde ligeret til at kaldes Guds børn blev forandlet til en antijødisk figur, kærlighed blev forvandlet til had, disse havde myrdet ham og derfra perverterede de alt NT udfra den synsvinkel. Derfor kan det være meget svært at vide hvad Jesus mente og hvad eftertiden fabrikerede om ham: ”Diese Evangelien kann man nicht behutsam genug lesen; sie haben ihre Schwierigkeiten hinter jedem Wort.” (ibid. 44), det at urmenigheden overtog den jødiske ynkende moraletik og projicerede den på Jesus gjorde kristendommen blot til en jødedom i reformeret udgave. Hvis der i urkristendommen havde været en græsk forfatter af Thucydides' kalliber som skrev historien så ville den have set anderledes ud (Nietzsche fremhæver en Dostojevskij): alt det profetiske, apokalyptiske og legendariske ville være udeblevet. Evt. ville man også nævne hvad forskellige jødiske fraktioner sagde om begivenheden men Thucydides ville helst sige om disse: ”The Mythical Element makes their story rather unclear.” Endvidere ville han måske sige at eftertiden ikke ville kunne bruge sådan en til noget, ligesom Reimarus (1694-1768) afsluttede sin ”Uber die Auferstehungsgeschichte” med: ”Es ist Torheit, uber den Unglauben der Menschen klagen und seufzen, wenn man ihnen die Uberfuhrung nicht geben kann, welche die Sache selbst, nach gesunder Vernuft, nothwendig erheischet.” Urmenigheden var ikke motiveret af en historisk-biografisk interesse, de tilhørte den himmelske Jesus og ikke den historiske (Bultman, Theologie des Neuen Testaments, s. 476ff), traditionen overleverede ikke den historiske begivenhed men menighedens budskab (ibid. s. 480), det var ikke tale om fri spekulation eller objektiv og videnskabelig tænkning men Glaubensgedanken (ibid. s. 586 jf. Tankens Magt, s. 228). Problemet er at det historiske og mytiske er sammenvævet og det er ikke muligt at skille dem fra hinanden og udelukkende studere det historiske (Heikki Raisanen om Strauss i Beyond New Testament Theology, s. 8), der eksisterer denne dybe grav som man har store vanskeligheder ved at komme over siger man (Tankens Magt, s. 232), så man må både studere det mytologiske og historiske.

2

I Asketiske idealer synes Nietzsche at skrive om et ideals udviklingshistorie, det religiøse er det laveste, det værste, dernæst kommer det videnskabelige og sidst Nietzsches egne filosofiske ateisme om man vil som idealets højeste form, den som opgiver viljen til sandhed fordi der ikke findes nogen. Det teologisk-asketiske ideal er karakteriseret ved ydmyghed, kysked og fattigdom, her er det den asketiske præst som har magten over masserne. Denne sammenlignes med en syg læge der behandler flere syge mennesker med forskellige metoder f.eks. først må han overbevise de syge patienter om at de er syge, at de bærer selv skylden for sin sygdom, lidelsen. Når en person søger præsten fortæller han at denne nemlig må søge efter lidelsen i ham selv, i skyldigheden, den syge bliver gjort til synder, til den ”greuliche Thier”. Men der hvor man har behandlet den syge med bodsøvelse, anger og frelse har det gjort dem mere syge, dvs. man accepterer blot deres svaghed, at de lever i den. I historien har sådan en lægepraksis vist sig helt unyttig f.eks. under epidemier., men det er denne første omvurderende moraletik som i det store er ødelæggende for menneskeheden idet den ophøjer alt det svage i stedet for det som virkeligt er værd at ophøje, idet løsningen på problemerne forbindes med et sandhedskriterum som gjorde det muligt for mennesker at få et tomrum opfyldt med meningsindhold, et tomt meningsindhold, mennesket vælger nemlig intethed i stedet for ikke at vælge noget som helst. ( Zur Genealogie der Moral 1-28), de burde ikke have valgt noget, men i Tyskland havde næsten alle valgt noget, mit svar til Nietzsche om hvor mange ladninger af disse personstyper skulle eksporteres fra Tyskland for at få ren luft ville være: Alle uden Nietzsche. Men det var ikke nok med at den svage personlighed blot accepterede at andre kaldte denne for synder, ond og forbandet, den sagde også at denne skulle ydmyge sig for autoriteterne dvs. Gud og hans myndighed (præsten). Nietzsche var imod sådan en ydmyghed (ydmygelse?), man skulle være stolt, opføre sig som et overmenneske, som dynamit, ikke underkaste sig som masserne gjorde det, men Kant og de fleste før ham havde ment at ydmyghed var en dyd. Ydmyghed (lat. humilitas; fr. humilite) kan betyde underkastelse, frihed fra stolthed og arrogance, mindsket eller ingen egocentrisme, ydmyge sig for Gud (Acta 20,19). I forhold til de fire kardinaldyder: Visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse var ydmyghed indesluttet i det sidste: selvbeherskelse. I katolicismen havde man de syv dødsynder som man også kaldte de syv ”moddyder” , til dyden ydmyghed blev stolthed opfattet som modsætningen. I modsætning til denne underkastende ydmyghed som havde været en del af den foregående tentative abortionisme af menneskeheden (Jenseits von Gut und Böse 62), som jødedommen havde startet ved undergravningen af de græske værdier/dyder (syndsbevidstheden, mennesket som noget ondt), genindførte Zarathustra 3 ting som man traditinelt havde forbandet: Wollust, Herrschuscht, Selbssucht (Zarathustra III, Von den drei Bösen). Denne egenkærlighed vender sig nu mod der Demüthige og alle slags slaver og spytter på dem, man skal ikke underkaste sig nogen Gud eller noget menneske ”længere”. (ibid) Det var lidende mennesker som i opposition til herskerstanden opfandt sin egne antiaristokratiske moraletik, de gjorde en omvurdering af værdierne, vendte ligesom værdihierarkiet på hovedet så at sympati, tålmodighed, ydmyghed, venlighed , svaghed osv., blev fremhævede i stedet for hårdhed, stolthed, frihed, styrke og det at handle efter egen overbevisning hinsides godt og ondt osv. ( Jenseits von Gut und Bose 260). Med følelsen af ydmyghed og underkastelse følger nødvendigvis en egodegradering, medlidenhed, følelse af svaghed, disse siger nu: Möchte ich irgend Jemand Anderes sein! so seufzt dieser Blick: aber da ist keine Hoffnung. Ich bin, der ich bin: wie käme ich von mir selber los? Und doch – habe ich mich satt!” (Zur Genealogie der Moral: was bedeuten asketische Ideale? 14), dette er en meget pessemistisk antropologi ifølge Nietzsche henvisende til dens ultimative abortion hos Luther hvor mennesket betegnes som et forfærdeligt bæst og dernæst til dens ultimative kulmination, folk som råber: mehr Schmerz! mehr Schmerz! (ibid. 20), de dyrker nu syndsrollen, næsten en psyko-sodomasochistisk skyldfølelse, alt udviklet pga. dyder som ydmyghed og syndighed, eller dyrkelse af disse begreber. For at en filosof skal kunne kritisere, tænke og skrive giver han afkald på f.eks. kvinder. Den asketiske præst på den anden side ”skal” give afkald på kvinder, der er et bør og skal til forskel. Filosoffens hindringer er berømmelse, fyrster og kvinder, præstens stolthed, rigdom og kvinder. Når Nietzsche kalder filosofisk asketisme næsten en dyd henvisende til Heraklit, Platon, Descartes, Spinoza, Leibniz, Kant og Schopenhauer (Kvinden som Instrumentum diaboli), var det fordi at disse beskæftigede sig med noget som tog hele deres tid. Andre steder synes asketismen at have sin begrundelse i en følelse af at kvinder var for irrationelle til at kunne blande sig i filosoffens intellektuelle bedrifter. Ernest Renan skrev om kvinden i Souvenirs d'enfance et de jeunesse (1884) : "Jo mere Manden udvikler sig forstandsmæssigt, des mere drømmer han om den modsatte Pol, dvs. det irrationelle, hvilen i den fuldstændige uvidenhed, kvinden, som kun er kvinde, et instinktivt væsen, som kun handler efter en dunkel samvittigheds impuls ... Den skønne og rene kvinde er det Fata Morgana, som skaber søer og lunde i vor store åndelige ørken...” Med andre ord: fordi hun er dum som et ædsel! I Zarathustra spørges der om kvindens rolle og denne svarer med ord som (parafraserende): ”man skal kun tale om kvinder med mænd, kvindeproblemet har altid en løsning og det er graviditet, mandens glæde er ”jeg vil”, kvindens det at ”han vil”, husk pisken hvis du går til en kvinde” (Del I, 18). Også henvises der ironiserende til Bogo-stammen hvor kvinden ikke har nogle rettigheder og det er gældende at: ”das Weib ist eine Hyäne” (Zue Genealogie der Moral. was bedeuten asketische ideale? 14). Måske var det idiosynkratiske for Nietzsche blot at kvinden bliver en hindring for filosoffens produktivitet, dernæst levede de i en tid hvor ligestilling ikke synes at have trængt sig igennem kulturbevidstheden (ibid. s. 25) og den oldpatriarkalske kønsrollefordeling levede stadig. Men der var en antitese mellem sanselighed og kyskhed, et frihed-optagethed dilemma hos filosoferne mens de asketiske præster blev tvungne til at vælge kyskeden alene og sanseligheden blev gjort til noget ondt dvs. det var en negativ dobbelthed, det var den ikke nødvendigvis hos filosoffen.

3

Lars Henrik Schmidt skrev i sin artikel: ”Menneskeforagten – om Nietzsche og religion (Peter Boe, Religionskritik, 2008), s. 70-71), at Nietzsche foragtede Jesus, men hvordan skal man forstå det når Jesus stod udenfor kristendommen ifølge Nietzsche (Johannes Adamsen: ”Antisemitik som personlighedsdyrkelse og livsfilosofi” (Böwadt&Morsing, Skæbne, Magt og Vilje, 2006), s. 69. Måske var det ikke hovedsagelig Jesu ursprunglichen Symbolismus som Nietzsche kritiserede men eftertidens Jesusbillede og Paulus' egne version af den. Der blev de gamle moralkategorier igen overtaget fra jødedommen (synd, medlidenhed, ydmyghed, skyld) og indflettede i nykristendommen. Dette Jesusbillede var menneskefjendtligt, men det var det oprindelige ikke. Ligesom Reimarus mente Nietzsche at disciplene havde gjort det svært for eftertiden at tro på NT, de havde opdigtet forskellige ting sum skulle kompensere for deres skuffelse over at han var død, problemet var dog at sådan en mytologisk historieskrivning ikke kan tages alvorligt af nutiden (modernismen), ”Diese Evangelien kann man nicht behutsam genug lesen; sie haben ihre Schwierigkeiten hinter jedem Wort.” Man fornemmer et sympatisk forhold til Jesus hos Nietzsche men et meget antitetisk forhold til eftertidens karikatur af ham, det være sig evangelisterne, Paulus , romerkirken eller protestantismen, alt det kan man kalde neokristendom udfra en Nietzscheansk tankegang, kristendommen døde efter korsfæstelsen. Men på den anden side sympatiserer han med Pilatus som vidner om en hierarkisk mennneskeopfattelse og Indiens kastesystem (Rigveda 1200-900 f.v.t, Manus lovbogen 200 f.v.t-200 e.v.t) som insinuerer at Jesus blot burde have kendt sin plads i hierarkiet og ikke gjort modstand. Hvorfor kunne han ikke placere Jesus blandt kulturens revolutionister, blandt intelligentsia som kritiserede samfundskulturen? (Martin Luther King, Wilberforce, Mandela) Helst var det pga. Jesu medlidenhed og ligerettighedstænkning, det vidner i hvertfald mere om en Rousseau end en Nietzsche, men nok om det en anden gang.