Teologinet - kirke, kristendom, teologi, bøger, nyheder

En af de tematikker, der unægtelig kan få de kirkelige debattører op på tæerne, er hvorvidt helvedet eksisterer. Det er ikke så længe siden, at debatten om fortabelsens mulighed fyldte utroligt meget i Kristeligt Dagblads debatsider. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at fortabelsens mulighed er vigtig for dem, der ønsker at få folk til at afstå fra en adfærd, som de mener er forkastelig, så som f.eks. at have sex udenfor ægteskabet eller leve i et homoseksuelt parforhold.

Lad det være sagt med det samme: Jeg tror ikke på eksistensen af et hinsidiges tugthus, hvor de fortabte sjæle udsættes for alverdens tænkelige og utænkelige pinsler og det i al evighed. Ingen forbrydelse, ingen synd, kan retfærdiggøre en straf, der aldrig hører op. En Gud, der har udtænkt eller opretholder et sådant afstraffelsessystem, fortjener hverken tro eller tilbedelse, for han ville ikke være andet end en ondsindet og hadefuld sadist med overnaturlige kræfter.

Derimod kan der i mine øjne ikke være nogen tvivl om, at fortabelsen findes som et eksistentielt fænomen, og jeg vil vove, at påstå, at vi alle har gjort os erfaringer med fortabelsen. Fortabelse oplever vi nemlig, når vi må erkende, at vi har ødelagt noget uigenkaldeligt, for os selv og for andre. Fortabelse erfarer vi, når vi må indse, at vi sagde nej til et venskab eller et tilbud om kærlighed, som vi nu smerteligt savner, men ikke mere kan få, fordi muligheden herfor endegyldigt er spærret. Fortabelse er, når vi indser, at vi ikke tog os tid til vore evt. børn, venner eller forældre, og at den forspildte tid ikke kan erstattes, fordi pågældende nu er vokset fra os eller døde.

Fortabelse er med andre ord uløseligt knyttet til erkendelsen af svigt, af skyld og af at man har slået noget i stykker, som man ikke kan hele igen. Eller med andre ord, fortabelse er uløseligt knyttet til det, som teologien kalder for synd.

Faktisk er angsten for fortabelse dybt indvævet i vores turbokapitalistiske og neoliberalistiske kultur. For til fortabelsen er knyttet frygten for at forspilde sit liv. For at komme til at vælge forkert og ende med håret i livets postkasse mens alle de andre bare suser derudaf.
Den enkelte mødes konstant med kravet om succes på alle livets felter. Man har helt ansvar for sit eget liv, skal hele tiden vælge, og det er i sidste instans bare dit eget problem, hvis du ikke kan magte valgene eller vælger forkert og ender dit liv som hjemløs.

Derfor er også modsætningen til fortabelsen frelsen og den dermed udledte omsorg for sig selv og ikke mindst for andre.

Frelsen består ikke i at man benægter livets nederlag, ej heller i uopfyldelige løfter om succes. Nej, frelsen består i troen på, at det tabte vil blive fundet, det brudte vil blive helet, det spildte vil blive erstattet, ikke altid i denne her verden, men så i den, der skal komme. Den verden, hvor Gud vil tørre tårerne af vores øjne. Det er Gud, der gør, at vi kan tro på noget, som virker så urealistisk set ud fra et jordisk perspektiv. Og fordi han elsker os, er vi også kaldet til at elske og støtte alle andre på livets vej, lige så betingelsesløst som han elsker og støtter os.

Midt i mørket kan vi altså se frem mod lysets komme, det er det, som den kommende adventstid grundlæggende set handler om.