Teologinet - kirke, kristendom, teologi, bøger, nyheder

Kan du lide E.U.? Så ville du have ELSKET Hitler : F.N. og alle verdens unioner herunder hvor E.U. er iblandt, er intet andet end et fascistisk verdensdiktatur der er ved at blive sat op af den selv samme Royale verdenselite der skaber folk som bla. Hitler for at fremme deres dagsorden om befolkningsreduktion og global kontrol. Link til en film om emnet er som altid posted her:

http://video.google.com/videoplay?docid=62612529763293088

Hvis du er autoritetstro nok til at stemme til E.U. valget 7. juni, så vær HELT sikker på det er folk der er IMOD E.U. og IKKE bare ønsker at "reformere systemet": Nazistiske doktriner som E.U.´s kan IKKE reformeres, men kun bekæmpes med magt af en samlet verdensbefolkning! Hvis vi (befolkningen) venter for længe med at sige fra, er sidste udvej at personligt tage rundt og skyde disse landsforrædere der ødelægger vores national state, så lad os oplyse venner og familie I DAG - NU !!! Inden der bliver forsent, og væbnet modstandskamp bryder ud - Og det vil den komme til snart, det er kun et spørgsmål om hvor slemt det bliver !!!

Hilsen pacman.pt.vu

Versteht man mich? ... Hat man mich verstanden?

1

Ifølge Thucydides, en historieskriver fra 5-4 årh. f.v.t. brugte mange det mytiske element til at gøre beretningen mere underholdende (Herodot) men han fjernede det pga. af den uklarhed som dette førte til:

”Perhaps the lack of the mythical element in my history will appear rather unpleasing to an audience; but if those who wish to look at clarity – both of the things that have happened and of those which, in accordance with human nature, are going to happen againg some time like this and in similar form – should judge it useful, that will be sufficient. It is set down as a possession for always rather than as a competitive display for instant hearing.”(Thucydides 1.22.4 citeret fra T.P. Wiseman: ”Classical History: A Sketch, with Three Artifacts fra serien: ”Proceedings of the British Academy 143, s. 75”).

Ifølge Wiseman fandtes der endvidere andre græske historieskrivere som begyndte at skrive i en tid hvor de kun havde adgang til mytologisk og legendarisk stof, disse kom f.eks. frem til 12 forskellige dateringer for Trojas' fald. (ibid. s. 76). Der var en stor forskel på jødisk og græsk historieskrivning skrev Josefus 500 år senere: ”The Hellenes regard these as mere words improvised according to the caprice of the writers” (ibid. s. 73 – Josefus – Mod Apion 1.15). Der hentyder Josefus til den græske litteratur, de anså deres for kun at være menneskelige ord uden nogen guddommelig autenticitet mens jøderne mente at deres litteratur var ”decrees of God”. Endvidere var jødisk litteratur: ”not an infinity of discrepant and irreconcilable volumes.” (som grækernes) Nej deres litteratur havde kun 22 bøger som aldrig var forandrede eller noget tilføjet og flere var døde pga. af denne litteratur, noget som ingen græker ville kunne finde på ifølge Josefus (ibid. s. 73) idet det jo kun var menneskeord. Thucydides nævner det samme problem som jeg har nævnt ovenfor i forbindelse med bibelen, den overtager jo alt det mytologiske fra jødedommen i stedet for som Thucydides at udelade det for at skabe en klar beretning om begivenheder. Nietzsche beskrev dette som en korrpution af smag for artibus et litteris, den begivenhed når kristne sagde: ”auch wir haben unsre klassische Litteratur, wir brauchen die der Griechen nicht”, ligesom når Frelsens Hær bekæmpede Shakespeare i England (was bedeuten asketische Ideale? 22). Sigende som Luther til Rigsdagen i Worms (1521), hvor han forsvarede sin kritik af katolicismen og blev bandlyst i Wormser-Ediktet: ”Hier stehe ich, ich kann nicht anders” (mange mener dog at dette er en interpolation), kommer Nietzsche med sin ærlige mening om bibelen. Han kunne ikke forstå at så mange vurderede det højt og følte sig meget isoleret i denne henseende. Lille sekter, optagelse med sjælen, så stor emotionalisme at man næsten bliver døv, falskt lidenskabeligt hysteri, pinelige eventyr, sekter som gjorde meget udaf sine svagheder som ingen umiddelbart var interesseret i uden Gud, de frembragte alt det personlige, det melankolske, dagligdags problemer og forsøgte at involvere universet og Gud ind i sin elendighed. De taler meget, for meget, ville måske have større indflydelse ligesom Luther ønskede i den katolske kirke. Det simple menneske skulle også kunne tale direkte med Gud, ikke blot nogle særlige. Dettte er alt fra ”Genealogie”, men andre steder (Der Antichrist 46) siges det at der kun findes en figur i NT som skal æres: ”Habe ich noch zu sagen, dass im ganzen neuen Testament bloss eine einzige Figur vorkommt, die man ehren muss? Pilatus, der römische Statthalter... Der vornehme Hohn eines Römers, vor dem ein unverschämter Missbrauch mit dem Wort ”Wahrheit” getrieben wird, hat das neue Testament mit dem einzigen Wort bereichert, das Werth hat, - das seine Kritik, seine Vernichtung selbst ist: ”was ist Wahrheit!”. Ligesom Nietzsche havde Pilatus måske ment at man ikke kunne sige hvad sandhed var og det var hans kritik af Jesus med spørgsmålet: was ist Wahrheit? Dette var det mest forfærdelige som kunne ske: at tænke selv, rationalisere, reflektere i stedet for at tro. Når det skete efter skabelsen indså Gud nemlig blot en løsning: de måtte druknes (ibid. 48). Nietzsche kommer specielt med en moralfilosofisk kritik af kristendommen (bibelen), kritiserede ophøjelsen af alle svaghedsværdierne og monofanatismen dvs. ensporetheden, det vidnede om tilbagegang og stagnation. Hos Nietzsche finder man også en skelnen mellem den historiske Jesus og menighedens Jesusfabrikation. Det startede med skuffelsen over Jesu død. Mens den historiske Jesus stod for ligerettigheder overfor Gud (ursprunglichen Symbolismus) perverteres det billede meget hurtigt af menigheden som tolkede begivenheden som et offer for synd, at der skulle komme en dommedag, en tilbagekomst, en opstandelsen osv. Paulus opdiktede sin helt egne version af kristendommen, talte om sjælens udødelighed og profetier om Jesus i de jødiske skrifter, den historiske Jesus forsvandt således på korset og en helt anden mytologisk figur fremstod. Man indplantede også de jødiske kategorier synd og dom i hans personlighed selvom han havde endegyldigt ophævet dem (Der Antichrist 39-42). Jesus, som oprindelig havde stået for et glædeligt budskab, det at alle mennesker havde ligeret til at kaldes Guds børn blev forandlet til en antijødisk figur, kærlighed blev forvandlet til had, disse havde myrdet ham og derfra perverterede de alt NT udfra den synsvinkel. Derfor kan det være meget svært at vide hvad Jesus mente og hvad eftertiden fabrikerede om ham: ”Diese Evangelien kann man nicht behutsam genug lesen; sie haben ihre Schwierigkeiten hinter jedem Wort.” (ibid. 44), det at urmenigheden overtog den jødiske ynkende moraletik og projicerede den på Jesus gjorde kristendommen blot til en jødedom i reformeret udgave. Hvis der i urkristendommen havde været en græsk forfatter af Thucydides' kalliber som skrev historien så ville den have set anderledes ud (Nietzsche fremhæver en Dostojevskij): alt det profetiske, apokalyptiske og legendariske ville være udeblevet. Evt. ville man også nævne hvad forskellige jødiske fraktioner sagde om begivenheden men Thucydides ville helst sige om disse: ”The Mythical Element makes their story rather unclear.” Endvidere ville han måske sige at eftertiden ikke ville kunne bruge sådan en til noget, ligesom Reimarus (1694-1768) afsluttede sin ”Uber die Auferstehungsgeschichte” med: ”Es ist Torheit, uber den Unglauben der Menschen klagen und seufzen, wenn man ihnen die Uberfuhrung nicht geben kann, welche die Sache selbst, nach gesunder Vernuft, nothwendig erheischet.” Urmenigheden var ikke motiveret af en historisk-biografisk interesse, de tilhørte den himmelske Jesus og ikke den historiske (Bultman, Theologie des Neuen Testaments, s. 476ff), traditionen overleverede ikke den historiske begivenhed men menighedens budskab (ibid. s. 480), det var ikke tale om fri spekulation eller objektiv og videnskabelig tænkning men Glaubensgedanken (ibid. s. 586 jf. Tankens Magt, s. 228). Problemet er at det historiske og mytiske er sammenvævet og det er ikke muligt at skille dem fra hinanden og udelukkende studere det historiske (Heikki Raisanen om Strauss i Beyond New Testament Theology, s. 8), der eksisterer denne dybe grav som man har store vanskeligheder ved at komme over siger man (Tankens Magt, s. 232), så man må både studere det mytologiske og historiske.

2

I Asketiske idealer synes Nietzsche at skrive om et ideals udviklingshistorie, det religiøse er det laveste, det værste, dernæst kommer det videnskabelige og sidst Nietzsches egne filosofiske ateisme om man vil som idealets højeste form, den som opgiver viljen til sandhed fordi der ikke findes nogen. Det teologisk-asketiske ideal er karakteriseret ved ydmyghed, kysked og fattigdom, her er det den asketiske præst som har magten over masserne. Denne sammenlignes med en syg læge der behandler flere syge mennesker med forskellige metoder f.eks. først må han overbevise de syge patienter om at de er syge, at de bærer selv skylden for sin sygdom, lidelsen. Når en person søger præsten fortæller han at denne nemlig må søge efter lidelsen i ham selv, i skyldigheden, den syge bliver gjort til synder, til den ”greuliche Thier”. Men der hvor man har behandlet den syge med bodsøvelse, anger og frelse har det gjort dem mere syge, dvs. man accepterer blot deres svaghed, at de lever i den. I historien har sådan en lægepraksis vist sig helt unyttig f.eks. under epidemier., men det er denne første omvurderende moraletik som i det store er ødelæggende for menneskeheden idet den ophøjer alt det svage i stedet for det som virkeligt er værd at ophøje, idet løsningen på problemerne forbindes med et sandhedskriterum som gjorde det muligt for mennesker at få et tomrum opfyldt med meningsindhold, et tomt meningsindhold, mennesket vælger nemlig intethed i stedet for ikke at vælge noget som helst. ( Zur Genealogie der Moral 1-28), de burde ikke have valgt noget, men i Tyskland havde næsten alle valgt noget, mit svar til Nietzsche om hvor mange ladninger af disse personstyper skulle eksporteres fra Tyskland for at få ren luft ville være: Alle uden Nietzsche. Men det var ikke nok med at den svage personlighed blot accepterede at andre kaldte denne for synder, ond og forbandet, den sagde også at denne skulle ydmyge sig for autoriteterne dvs. Gud og hans myndighed (præsten). Nietzsche var imod sådan en ydmyghed (ydmygelse?), man skulle være stolt, opføre sig som et overmenneske, som dynamit, ikke underkaste sig som masserne gjorde det, men Kant og de fleste før ham havde ment at ydmyghed var en dyd. Ydmyghed (lat. humilitas; fr. humilite) kan betyde underkastelse, frihed fra stolthed og arrogance, mindsket eller ingen egocentrisme, ydmyge sig for Gud (Acta 20,19). I forhold til de fire kardinaldyder: Visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse var ydmyghed indesluttet i det sidste: selvbeherskelse. I katolicismen havde man de syv dødsynder som man også kaldte de syv ”moddyder” , til dyden ydmyghed blev stolthed opfattet som modsætningen. I modsætning til denne underkastende ydmyghed som havde været en del af den foregående tentative abortionisme af menneskeheden (Jenseits von Gut und Böse 62), som jødedommen havde startet ved undergravningen af de græske værdier/dyder (syndsbevidstheden, mennesket som noget ondt), genindførte Zarathustra 3 ting som man traditinelt havde forbandet: Wollust, Herrschuscht, Selbssucht (Zarathustra III, Von den drei Bösen). Denne egenkærlighed vender sig nu mod der Demüthige og alle slags slaver og spytter på dem, man skal ikke underkaste sig nogen Gud eller noget menneske ”længere”. (ibid) Det var lidende mennesker som i opposition til herskerstanden opfandt sin egne antiaristokratiske moraletik, de gjorde en omvurdering af værdierne, vendte ligesom værdihierarkiet på hovedet så at sympati, tålmodighed, ydmyghed, venlighed , svaghed osv., blev fremhævede i stedet for hårdhed, stolthed, frihed, styrke og det at handle efter egen overbevisning hinsides godt og ondt osv. ( Jenseits von Gut und Bose 260). Med følelsen af ydmyghed og underkastelse følger nødvendigvis en egodegradering, medlidenhed, følelse af svaghed, disse siger nu: Möchte ich irgend Jemand Anderes sein! so seufzt dieser Blick: aber da ist keine Hoffnung. Ich bin, der ich bin: wie käme ich von mir selber los? Und doch – habe ich mich satt!” (Zur Genealogie der Moral: was bedeuten asketische Ideale? 14), dette er en meget pessemistisk antropologi ifølge Nietzsche henvisende til dens ultimative abortion hos Luther hvor mennesket betegnes som et forfærdeligt bæst og dernæst til dens ultimative kulmination, folk som råber: mehr Schmerz! mehr Schmerz! (ibid. 20), de dyrker nu syndsrollen, næsten en psyko-sodomasochistisk skyldfølelse, alt udviklet pga. dyder som ydmyghed og syndighed, eller dyrkelse af disse begreber. For at en filosof skal kunne kritisere, tænke og skrive giver han afkald på f.eks. kvinder. Den asketiske præst på den anden side ”skal” give afkald på kvinder, der er et bør og skal til forskel. Filosoffens hindringer er berømmelse, fyrster og kvinder, præstens stolthed, rigdom og kvinder. Når Nietzsche kalder filosofisk asketisme næsten en dyd henvisende til Heraklit, Platon, Descartes, Spinoza, Leibniz, Kant og Schopenhauer (Kvinden som Instrumentum diaboli), var det fordi at disse beskæftigede sig med noget som tog hele deres tid. Andre steder synes asketismen at have sin begrundelse i en følelse af at kvinder var for irrationelle til at kunne blande sig i filosoffens intellektuelle bedrifter. Ernest Renan skrev om kvinden i Souvenirs d'enfance et de jeunesse (1884) : "Jo mere Manden udvikler sig forstandsmæssigt, des mere drømmer han om den modsatte Pol, dvs. det irrationelle, hvilen i den fuldstændige uvidenhed, kvinden, som kun er kvinde, et instinktivt væsen, som kun handler efter en dunkel samvittigheds impuls ... Den skønne og rene kvinde er det Fata Morgana, som skaber søer og lunde i vor store åndelige ørken...” Med andre ord: fordi hun er dum som et ædsel! I Zarathustra spørges der om kvindens rolle og denne svarer med ord som (parafraserende): ”man skal kun tale om kvinder med mænd, kvindeproblemet har altid en løsning og det er graviditet, mandens glæde er ”jeg vil”, kvindens det at ”han vil”, husk pisken hvis du går til en kvinde” (Del I, 18). Også henvises der ironiserende til Bogo-stammen hvor kvinden ikke har nogle rettigheder og det er gældende at: ”das Weib ist eine Hyäne” (Zue Genealogie der Moral. was bedeuten asketische ideale? 14). Måske var det idiosynkratiske for Nietzsche blot at kvinden bliver en hindring for filosoffens produktivitet, dernæst levede de i en tid hvor ligestilling ikke synes at have trængt sig igennem kulturbevidstheden (ibid. s. 25) og den oldpatriarkalske kønsrollefordeling levede stadig. Men der var en antitese mellem sanselighed og kyskhed, et frihed-optagethed dilemma hos filosoferne mens de asketiske præster blev tvungne til at vælge kyskeden alene og sanseligheden blev gjort til noget ondt dvs. det var en negativ dobbelthed, det var den ikke nødvendigvis hos filosoffen.

3

Lars Henrik Schmidt skrev i sin artikel: ”Menneskeforagten – om Nietzsche og religion (Peter Boe, Religionskritik, 2008), s. 70-71), at Nietzsche foragtede Jesus, men hvordan skal man forstå det når Jesus stod udenfor kristendommen ifølge Nietzsche (Johannes Adamsen: ”Antisemitik som personlighedsdyrkelse og livsfilosofi” (Böwadt&Morsing, Skæbne, Magt og Vilje, 2006), s. 69. Måske var det ikke hovedsagelig Jesu ursprunglichen Symbolismus som Nietzsche kritiserede men eftertidens Jesusbillede og Paulus' egne version af den. Der blev de gamle moralkategorier igen overtaget fra jødedommen (synd, medlidenhed, ydmyghed, skyld) og indflettede i nykristendommen. Dette Jesusbillede var menneskefjendtligt, men det var det oprindelige ikke. Ligesom Reimarus mente Nietzsche at disciplene havde gjort det svært for eftertiden at tro på NT, de havde opdigtet forskellige ting sum skulle kompensere for deres skuffelse over at han var død, problemet var dog at sådan en mytologisk historieskrivning ikke kan tages alvorligt af nutiden (modernismen), ”Diese Evangelien kann man nicht behutsam genug lesen; sie haben ihre Schwierigkeiten hinter jedem Wort.” Man fornemmer et sympatisk forhold til Jesus hos Nietzsche men et meget antitetisk forhold til eftertidens karikatur af ham, det være sig evangelisterne, Paulus , romerkirken eller protestantismen, alt det kan man kalde neokristendom udfra en Nietzscheansk tankegang, kristendommen døde efter korsfæstelsen. Men på den anden side sympatiserer han med Pilatus som vidner om en hierarkisk mennneskeopfattelse og Indiens kastesystem (Rigveda 1200-900 f.v.t, Manus lovbogen 200 f.v.t-200 e.v.t) som insinuerer at Jesus blot burde have kendt sin plads i hierarkiet og ikke gjort modstand. Hvorfor kunne han ikke placere Jesus blandt kulturens revolutionister, blandt intelligentsia som kritiserede samfundskulturen? (Martin Luther King, Wilberforce, Mandela) Helst var det pga. Jesu medlidenhed og ligerettighedstænkning, det vidner i hvertfald mere om en Rousseau end en Nietzsche, men nok om det en anden gang.

Halvdelen af den danske befolkning beder til en højere magt. Det viser en meningsmåling, som Politiken og TV2 har foretaget.

»Henvender du dig til højere magter i bøn?«, lyder spørgsmålet som 53 procent svarer bekræftende på. Ud af dem siger 8 procent, at de ofte beder, 13 procent svarer »af og til«, og 32 procent svarer »ja, men kun sjældent«.

Læs mere på Politiken

- Anden er levende, anden er levende, siger en lille dreng på Sæby Havn, mens vi går fordi. Forældrene er mest optaget af, at han ikke falder i vandet. Det fanger vores opmærksomhed, ellers var vi nok gået forbi uden at bemærke det mærkelige syn:

En and ligger i en blosterkasse på en båd lige midt i havnen. Om den ligger på æg eller den er syg er svært at se, men den tager i hvert fald ikke notits af alle de folk, der går forbi båden.

Se det ved selvsyn på billederne herunder.

 Hans-Jørgen Schanz får det at lyde som om (Modernitet og Religion, 2008), at den tidligere fanatiske modernitet (religionskritiske) er blevet afløst af en selvindskrænkende modernitet dvs. en som accepterer religion, er forenelig med religion (religionsfrihed og adskillelsen mellem alment og privat, s. 17 og bagsiden) og at den antivesterlandske islamisme derfor har misforstået den nutidige modernitetsforståelse: den er ikke længere antireligiøs men har taget religionen til sig.

Den har taget religionen til sig på den måde at religionsfriheden gør det muligt for enhver at vælge religion til eller fra, uafhængigt af Staten eller andre myndigheder  (jf. Kants myndighedsdefinition), men her er spørgsmålet selvfølgelig: hvilken religion har moderniteten taget til sig? Jo den reformerte kristendom, dem som kan forene sig med modernitetens menneskerettigheder. Dog er der mange grene af religionerne som ikke gør dette og det får Schanz at vende blikket mod islamismen, men jeg kunne nævne den katolske kirke som på det etiske område  konfronterer menneskerettighederne på det kraftigeste (Fernando Savater, Det Evige  Liv, 2008), der er nemlig så meget som ikke kan karakteriserest som  "menneskerettighedskristendom/religion" (s. 35: fundamentalistiske sekter, der er imidlertid sjældent - uden for USA i det mindste - spiller nogen større rolle, hverken  politisk eller religiøst.)

Men hvad kan man bruge denne hypotese til? Det at muslimerne har misforstået europæernes modernitetsbegreb? Skal man så banke på  Mahmoud Ahmadinejad's dør og sige: at tingene er altså ikke skruede således sammen, vi accepterer egentlig jeres religion uden at i ved af det! Ville Ahmadinejad dernæst ikke spørge: hvad med kvindesynet, det patriarkalske, ære og skam og sharialovgivningen, accepterer jeres modernitetsbegreb også det, jeres selvindskrængende modernitet? Ville kongen af Saudi Arabia, Abdullah bin Abdul Aziz Al Saud ikke spørge Schanz om det samme? Her synes Schanz ikke at komme med nogen løsning.

Altso menneskerettigheder er i sig selv ikke nogen løsning sålænge folket ikke selv revolutionerer for menneskerettigheder imod noget andet, eller ønsker at gøre det mod dem som har magten over samvittighederne (oplysningstiden, reformationen, apartheid), som Rousseau skrev i confessiones (IV, s. 93). Ofte bliver denne diskussion blot til tomme ord mellem gudelige og ateistiske fanatister som bøvler om skabelsesberetninger eller intelligent design selvom der ligger vigtigere ting på bordet: uskyldige stenes til døde, homoseksuelle har det forfærdeligt, befolkninger har det forfærdeligt pga. diktatorers magtsyge, i stedet for det Rousseaueanske kører mange på den Nietzscheanske bane, fanatist mod fanatist i stedet for at fokusere på det interpersonelle, lidelsen, de manglende menneskerettigheder i verden: hvordan kan man få befolkningerne påvirkede af moderniteten og få dem til at sætte den igennem? Med vestlig kommunikativ kulturimperlialisme (Schanz, s. 10)? Med at komme i kontakt med det elektroniske øje (Øjnevidner til Historien,  2005, s. 846ff)? Rousseau gjørde dette, skrev bøger om den uretmæssige samfundsulighed, han fik et protestparti til at følge sig men måtte leve: "ene, fremmed, isoleret, uden støtte, uden familie, idet jeg kun holdt fast ved mine principper og mine pligter, fulgte jeg med uforfærdethed retsindighedens vej, smigrede ingen og skånede  ingen på retfærdighedens og sandhedens bekostning." (IV, s. 12). Rousseau flygtede flere gange og som confessiones fortæller var han stortset hadet af alle, men han blev ved med at holde fast i sine principper om ligheden uanset hvor han var og det fik en stor virkning.

Andre gør alt til fortolkning (Rorty&Vattimo, Fremtidens Religion, 2007) , man lever i fortolkningens tidsalder, som om at den som stenes eller undertrykkes dvs. føler både fysisk og psykisk lidelse kun sidder med sin fortolkning af begivenheden, nej: "Når jeg slår mig på fingeren med en hammer og skriger "av!" eller "sa-tans", så er det ikke en fortolkning (Schanz, s. 89-90). Det er at koble sansningen og spontaniteten fra ifølge Schanz at gøre alt til fortolking. Det at kalde alt fortolking er med andre ord at ignorere lidelsens problematik, ikke at gøre noget ved den, fint i har jeres værdisystem og vi vores, lad os så blot leve side om side med disse værdisystemer (multikulturalisme) og ignorere forskellene dvs. ignorere individerne, ignorere Ayan Hirsi Alis forfærdelige opvækst i Somalia. Enhver burde se det farlige i denne ræsonnans.

 Hvordan kan en Gud som ønsker at skade mennesker fysisk og psykisk eksistere? Dette kan moderniteten ikke acceptere. Den tager afstand fra stagnationen og tror på fremskridtet, progressiviteten, evolutionen af historien til noget bedre "også" når det gælder religion. Men denne tankegang er meget fremmed for vores traditionelle tanke om Gud som det uforanderlige, er det ikke at skabe Gud når man selv rationaliserer sig frem til Gudens etik og lære og ikke lader en bog bestemme dette in aeternum? Nej, ikke hvis mennesket indeholder en abhangigheitsgefuhl som gradvis tilnærmer sig det guddommelige epoke for epoke, nej, ikke hvis mennesket af sig selv kan rationalisere sig frem til Gud udfra naturen (Aquinas), da bliver indsigten i Guds væsen og handlinger gradvis, i hver epoke kommer fremskridt som højereudvikler vores historieforståelse, vi lærer af historien og forbedrer vores opfattelser af tingene, denne Gud kan kaldes den refleksive Gud idet denne ikke er fremkommet endnu men gradvis viser sig udfra det som vi ved og føler i tilværelsen. Uberwindungsprincippet (overvindelse) har være en karakteristik i historien, at revolutionere mod faderfiguren (ødipuskomplekset), historieopfattelsen eller Guden i stedet for at tænke Gud som en kontinuerlig evolutionær åndshistorie.

I DR tv-udsendelsen Univers fra 29/3 angriber tidligere spindoktor og kommunikationsdirektør og bestyrelsesmedlem i Danmarks Kirkelige Mediecenter, Lotte Hansen, folkekirken og dens kommunikation.

Folkekirken er ikke dygtig nok til at komme ud med sit budskab, og den får ikke fat i folk. Det er altid nemt at kritisere, men i Aalborg Stift gør vi noget ved sagen. Vi har netop lanceret en informationsstrategi for den nordjyske folkekirke. Så vi gør da i hvert fald noget ved det. Og i andre stifter har man, som vi også har i Aalborg, informationstjenester der hver dag arbejder med kirkens kommunikation.

At folkekirken langt hen ad vejen er til på mediernes præmisser, det er rigtigt. Og det arbejder vi ud fra i de folkekirkelige informationstjenester. Og har gjort i mange år. Selvfølgelig kan vi blive bedre, ingen tvivl om det. Men Lotte Hansens kritik er både for letkøbt og noget fordrejet. Den bærer præg af manglende kendskab til, hvad der faktisk foregår i folkekirken. At vi med et overflødighedshorn af særgudstjenester ikke møder folk der hvor de er, sådan som Lotte Hansen siger, er simpelthen noget vrøvl. Folkekirken er fyldt med et levende kirkeliv, hvor folk bliver mødt, der hvor de er. De unge bliver mødt med rockgudstjenester og ungdomspræster, børnefamilierne med et hav af familiegudstjenester, de musikinteresserede med et hav af koncerter, de ældre med talrige arrangementer og mange steder besøgstjeneste. Listen er lang! Desuden møder folkekirken jo folk ved høj- og lavpunkterne i deres liv. Ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Så jo vi i kirken møder folk, der hvor de er. Og det ved folk godt, tror jeg. I hvert fald er der som regel mange mennesker til familie- og andre særgudstjenester. Det er den folkekirke, som Lotte Hansen hævder, er uvedkommende og støvet.

Det kunne være interessant med nogle meningsmålinger, der underbygger, at danskerne faktisk har det billede af folkekirken, som Lotte Hansen hævder.

At folk strømmer ud af folkekirken er en usandt myte, som udsendelsen desværre også fremturer med. Der er faktisk et nogenlunde konstant antal medlemmer af folkekirken. At en stadig lavere andel af danskerne er medlem af kirken skyldes indvandring og ikke udmeldelser.

Jeg synes Lotte Hansens kritik er for letkøbt og hendes løsningsforslag vidner om, at den ikke er gennemtænkt. Hun har ikke noget konkret at foreslå. Det har intervieweren, Dina Al-Erhayem, gennemskuet, så hun går til Lotte Hansen, men får ikke noget konkret svar. Det bliver ved et vævet svar om kirkens rolle i samfundet.

Se indslaget fra DR her:
http://www.dr.dk/DR2/Univers/Udsendelser/2009/0312154250.htm

Læs Aalborg Stifts informationsstrategi her:
http://www.aalborg.stift.dk/tv/nyheder/20090323mediestrategi.php

... du kan få fotograferet din kone og din ko samme sted.

Dette fantastiske skilt fandt jeg ved Klitgårds Fiskerleje nær Nibe.

Det er glædeligt, at langt de fleste borgere med rødder i muslimsk dominerede lande er imod en kriminalisering af homosex.

"Hver fjerde muslim vil forbyde homoseksualitet" lyder en overskrift i Kristeligt Dagblad fra den 21.3.2009 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/317741:Danmark--Hver-fjerde-muslim-vil-forbyde-homoseksualitet ) Overskriften hentyder til en undersøgelse foretaget i 2007 af Danmarks Statistik for den borgerlige tænketank Cepos.

1746 indvandrere og efterkommere fra muslimske lande var blevet spurgt om de mente, at "lovgivningen burde forbyde homoseksuelle at dyrke deres seksualitet". Blandt førstegenerationsindvandrerne svarede 33 procent ja og 67 procent svarede nej. Blandt efterkommerne svarede 27 procent ja og 73 procent svarede nej. Tager man indvandrere og efterkommere under ét bliver det til 28 procent ja, 65 procent nej samt syv procent der svarer "ved ikke".

En kontrolgruppe bestående af 1028 etniske danskere blev stillet samme spørgsmål, og blandt dem var 3 procent for en sådan lovgivning, mens 97 procent var imod.

Set i lystet af at debatten om islam og homoseksualitet ellers let ender i påstanden om at vi om føje år vil se homoseksuelle blive stenet på gadehjørnerne fordi muslimerne da vil have overtaget magten i Danmark og indført sharia, ja så er Cepos undersøgelse faktisk ganske positiv. Det er et klart mindretal blandt indvandrerne fra de såkaldte muslimske lande samt deres efterkommere, der vil forbyde homosex, og det at antallet af homosexforbudstilhængere blandt efterkommerne er endnu lavere, viser, at udviklingen klart går i den rigtige retning.

Derfor havde overskriften også kunnet hedde "Langt de fleste muslimer er imod at forbyde homosex", for det er jo det som undersøgelsen viser. Det at man fokuserer på den klare minoritet, der vil forbyde homoseksuelle at "dyrke" deres seksualitet, viser tydeligvis at Cepos hhv. Kristeligt Dagblad vil fremstille de danske muslimer som et problem for homoseksuelle hhv. vise, hvor dårligt integrerede muslimerne er, helt i tråd med en anden undersøgelse fra Cepos, der lagde op til, at de danske muslimer er imod ytringsfriheden. I begge tilfælde har man også tydeligvis valgt at vendte med at offentliggøre undersøgelsen, hvad kunne tyde på at man er ude efter at lade "bomben sprænge" på det mest gunstige tidspunkt.

Også selve undersøgelsen er på mange måder problematisk hhv. mangelfuld. Det er f.eks. lidt mærkeligt, at man blandt hhv. førstegenerationsindvandrerne og efterkommerne har 100 procent, der enten svarer ja eller nej, mens man når man lægger de to tal sammen får 93 procent, der svarer ja eller nej og så 7 procent, der svarer "ved ikke". Hvor kommer de 7 procent fra?

Men ser vi bort fra at der øjensynligt er noget kludder i matematikken, så er der generelt noget problematisk ved på denne måde at lade indvandrere og deres efterkommere fra de såkaldte muslimske lande på den ene side, og så etniske danskere på den anden side fremstå som klare og homogene grupper. Hermed overser man, at man godt kan komme fra et såkaldt muslimsk land uden at man er muslim, ligesom man kan være etnisk dansker og muslim. Det er også problematisk at slå indvandrere og deres efterkommere fra en række muslimsk dominerede lande sammen til en gruppe, selvom det meget vel kan være forskelligt hvordan man ser på homoseksuelle alt efter om man kommer fra Tyrkiet, hvor homosex ikke er forbudt, eller fra Pakistan, hvor sådant er forbudt. Det kunne unægtelig også være interessant om undersøgelsen havde set på faktorer som de adspurgte indvandreres og deres efterkommeres køn, klassebaggrund, uddannelse og placering på arbejdsmarkedet. Ligesom det også have været interessant at få lidt mere baggrundsinfos om de 3 % af de etniske danskere, der mener, at homosex burde være forbudt. Med andre ord, undersøgelsen lægger op til at den afgørende faktor for hvordan man ser på homoseksuelle er ens antagede religiøse overbevisning, men så simpelt er det næppe.

Når det så er sagt, så er det naturligvis uacceptabelt, at der findes mennesker, der mener, at homosex skal forbydes. Det viser, at der stadigvæk er brug for et LBL, der ikke blot kæmper for juridiske rettigheder for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle, men også mod fordomme rettet mod os.

I sidste uge havde jeg en rigtig god oplevelse som præst. I mit provsti er vi nogle stykker der har arbejdet sammen om at lave nogle flere tilbud til de unge.

Vi ved det jo alt for godt: Det er ikke kirken der er mest cool i de unge menneskers liv. Det det vil vi gerne gøre noget ved - men hvordan?

Vi kunne jo spørge de unge selv. Og det gjorde vi så i sidste uge.

Vi har udviklet et koncept der hedder konfi-piloter, hvor de nuværende konfirmander skal hjælpe den gamle kirke med at styre ind på en kurs de unge synes om.

Nogle vil måske kende begrebet kirkepiloter, hvor unge (typisk 18-20 år) hjælper til med at sætte ungdomsaktiviteter igang.

Konfi-piloterne er en lidt yngre udgave af dette. De skal hjælpe os med at få ideer til to store konfirmandarrangementer i provstiet hvert år. Disse store arrangementer kan så følges op af lokale også.

Hver præst i provstiet blev bedt om at finde frivillige, der vil være konfipiloter. Det resulterede i at vi sidste torsdag kunne mødes med 25 konfirmander til en fantastisk eftermiddag i Vestbjerg Kirkecenter.

De unge skal jo have det sjovt, så min præstekollega Jens Christian Meldgaard lavede en fantastisk rystesammenevent, hvor konfirmander skulle lave en lagkage sammen. Det var et hit!

Dernæst fik vi besøg af Østvendsyssels  Ungdomsskole der sang og optrædte for os. Det gjorde de virkelig godt. Jeg blev helt rørt over både sang og skuespil.

Dernæst blev konfi-piloterne sat i grupper, hvor de skulle komme med ideer til hvordan kirken kan lave mere spændende gudstjenester og arrangementer.

Dernæst spiste vi pizza, hvilket også var et hit.

Vi sluttede af med en kort andagt om skaberværket, som vi ikke giver videre til de unge i en særlig god stand.

Og så kørte jeg mine fire konfirmander de 30 kilometer hjem igen. Et enkelt spørgsmål om præsten nu også tror på Gud, blev det også til på turen.

 Nu skal vi samle op på alle de ideer, som konfirmander har givet os.

Præster i den katolske kirke må ikke gifte sig, det afholder dog ikke mange fra at leve sammen med en kvinde.

Senest har en katolsk præst bekendelse af at  hushjælpen faktisk er hans kon vakt omtale i Østrig. Det skønnes at en femtedel af præsterne lever på samme måde. Men den åbenmundede udtalelsehar nu skabt problemer for den officielle kirke.

Link til artikel i Berlingske

Nu kan man synes at det bare er dobbeltmoral, at kirke accepterer at præster lever sådan bare de ikke råber op. Men man kan også anskue det som en meget pragmatisk løsning på et problem. Der er ikke lige udsigt til at cølibatet ophæves, men så må man jo sno sig. Mennesket er ikke til for reglerne skyld, men omvendt, som det står i Det nye Testamente.